Franck Ribery har ikke mistet temperamentet efter skiftet til italiensk fodbold.

I weekendens Serie A kamp for Fiorentina mod Lazio blev Ribery skiftet ud med et kvarter igen, og i det 89. minut scorede Lazio det afgørende mål, men Fiorentina mente, at der blev begået et frispark inden.

Det fik Franck Ribery op i det røde felt og efter kampen, skulle den franske stjerne lige have fat i dommerne for at høre deres forklaring på, at de ikke brugte VAR i situationen.

Den konfrontation resulterede i, at Ribery to gange skubbede til Matteo Passeri, hvilket medførte et rødt kort til franskmanden. Du kan se episoden i tweetet herunder.

Franck Ribery skiftede før denne sæson til Fiorentina efter mange gloværdige år i Bayern München, og han har fået en fornuftig start med to mål og to assist i ni kampe i Serie A.

Mandag er Ribery selv røget til tasterne på Twitter for at undskylde sin opførsel over for dommerne.

»Jeg undskylder over for mine holdkammerater, min træner og fansene. Jeg vil også gerne sige undskyld til dommer Passeri. Jeg var meget oprevet og trist, og jeg håber, at han kan forstå, hvordan jeg havde det,« skriver franskmanden blandt andet på Twitter.

Den tidligere Bayern München-spiller har efterfølgende fået tre spilledages karantæne for episoden og en bøde på 20.000 euro.

Der gik lang tid, før det blev besluttet, at situationen omkring målet ikke skulle ses igennem ved hjælp af VAR.

Og Riberys træner Vincenzo Montella, der også har fået en spilledags karantæne, var meget uforstående for dommernes ageren.

»Jeg sagde til dommeren, at hvis han ser det bagefter og synes, der ikke var noget frispark, vil jeg købe ham en kop kaffe. Hvis han ser det og synes, der var frispark, kan han købe en kop kaffe til mig,« sagde Montella til Sky Sport Italia efter kampen.

Fiorentina ligger nummer ni i Serie A efter ni spillerunder.