Han er kendt for at være en af de største Manchester United-legender gennem tiderne, og han er elsket af fans verden over.

Han var også sat til at skulle føre Wales igennem sommerens EM-slutrunde som træner, men undersøgelser og en politiefterforskning satte en stopper for Ryan Giggs' mulige EM-eventyr.

Efterforskningen er nu mundet ud i en retssag, og fredag ​​mødte den tidligere Manchester United-spiller Ryan Giggs op i retten på baggrund af anklager om blandt andet voldelig opførsel, hvor han skulle have nikket en skalle til sin nu 36-årige ekskæreste, Kate Greville, samt været voldelig over for hendes lillesøster Emma. Det skriver Sky Sports.

Foruden anklagen om voldelig opførsel skulle Ryan Giggs også have isoleret, chikaneret, ydmyget og misbrugt Kate Greville, og 1. november sidste år skulle han angiveligt have sparket hende i ryggen samt smidt hende ud af Stafford Hotel i London uden en trevl på kroppen.

Giggs anses for at være en af de helt store legender i Manchester United og i fodbold generelt. Her ses han med sine tidligere holdkammerater Gary Neville og Cristiano Ronaldo.
Giggs anses for at være en af de helt store legender i Manchester United og i fodbold generelt. Her ses han med sine tidligere holdkammerater Gary Neville og Cristiano Ronaldo. Foto: ADRIAN DENNIS
Vis mere

Herefter har han efter sigende smidt Kate Grevilles tasker efter hende på hotelgangen og senere samme dag også været voldelig over for lillesøsteren.

Det forlyder, at Giggs har reageret sådan, da hans ekskæreste beskyldte ham for at flirte med andre kvinder, mens de var sammen. Dette førte til de påståede voldshændelser.

Udover den voldelige opførsel lyder anklageskriftet også på, at han har sendt beskeder til Greville eller blokeret hende, når hun var ude om aften med sine venner. Og da hun spurgte ind til hans forhold til andre, hvor hun truede med at sende beskeder om hans seksuelle forhold og opførsel til sine venner og arbejdsgivere, kastede han Kate Grevilles ejendele ud af sit hus.

Desuden mødte han ligeledes regelmæssigt uanmeldt op til Grevilles hjem, arbejdsplads og fitnesscenter, efter hun forsøgte at afbryde forholdet og sendte konstant uønskede beskeder samt foretog opkald til hende og hendes venner, når hun forsøgte at slå op med ham.

Ryan Giggs på vej ud af retten.
Ryan Giggs på vej ud af retten. Foto: OLI SCARFF
Vis mere

Ryan Giggs nægter sig skyldig i samtlige anklager, og retssagen fortsætter i den kommende periode.

Giggs nåede at spille 963 kampe for Manchester United fra 1991 til 2014.