DBU har valgt at udelukke tre ungdomslandsholdsspillere i to landskampe på grund af anskaffelse og indtagelse af lattergas.

»Jeg kan bekræfte, at der har været en sag med tre spillere og lattergas på vores U17-landshold for herrer, men vi kan ikke dokumentere, at alle tre spillere har indtaget lattergas,« siger Flemming Berg, der er talentudviklingschef i DBU, til B.T.

Tidligere i januar var det danske U17-landshold samlet på træningslejr på Cypern, hvor tre spillere valgte at anskaffe sig de små sølvfarvede gaspatroner, og det er ikke noget, man vil acceptere i DBU.

»Vi har været i tæt dialog med spillernes klubber i forhold til at håndtere det her, og hvad det egentlig er, der er sket. Vi har efterfølgende haft spillerne og deres forældre til samtale, hvor vi har forklaret dem, at det er noget, vi ser med ganske alvorlige øjne på, da vi har nultolerance over for indtagelse af alkohol, lattergas og andre rusmidler på vores landshold,« forklarer Flemming Berg.

I Danmark er det ikke forbudt at købe lattergaspatroner, men lattergas som rusmiddel er et klart brud på DBU's regelsæt, fortæller talentudviklingschefen videre:

»Tonen og fremgangsmåden har været hård over for spillerne, fordi de har brudt både regler, værdisæt og alt det, vi står for i DBU. Vi har herefter forklaret spillerne, hvor farligt og sundhedsskadeligt det her faktisk er.«

Det er første gang, Flemming Berg oplever en disciplinærsag af den slags, mens han har været en del af DBU:

»Vi har aldrig oplevet det her før, og generelt er vores spillere på u-landsholdene meget seriøse omkring det at dyrke elitesport. Vores regler og retningslinjer er helt klare og tydelige på det her område.«

DBU har udelukket tre ungdomslandsholdsspillere i to landskampe, efter at de havde været i kontakt med lattergas på en træningslejr i Cypern.
DBU har udelukket tre ungdomslandsholdsspillere i to landskampe, efter at de havde været i kontakt med lattergas på en træningslejr i Cypern. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

På grund af sagens alvor er de tre ungdomslandsholdsspillere også blevet udelukket fra U17-landsholdets næste to landskampe.

»Det skal understreges, at vi ikke ser det her tilfælde som noget, der kendetegner de unge spilleres på vores u-landshold, men vi er nødt til at håndtere det her over for hele truppen,« siger Flemming Berg.

Fremadrettet vil reglerne for spillerne også blive strammet yderligere på DBU's ungdomslandshold, erkender talentudviklingschefen:

»Vi kommer til at skrue lidt på nogle ting efter det her. Det kan ikke undgås. Den frihed, som vi generelt giver vores spillere, og disciplinen skal der skrues på.«

Andre læser også