Hvis Kasper Dolberg føler sig hårdt ramt for tiden, er det helt med rette. Manden er jo forfulgt af sort uheld!

I sidste uge kom den danske landsholdsangriber hjem fra en uges landsholdssamling og kunne konstatere, at hans Porsche var blevet stjålet, og at der minsandten også havde været indbrud i hans hjem i Nice.

Nu har Kasper Dolberg fået konstateret corona. Det skriver den store franske avis Le Parisien.

Timingen er særdeles uheldig for den danske Nice-profil. I weekenden venter det store opgør mod mægtige Paris Saint-Germain i den franske liga.

Foto: Lars Møller
Vis mere

Foruden Dolberg er også hans holdkammerater Alexis Claude-Maurice og Stanley Nsoki blevet testet positive for corona.

De er nu alle sat i karantæne. Dermed er lidt af en mareridtsstart på den nye sæson en realitet for den 22-årige dansker.

For en lille uge siden, da han vendte hjem fra de to landskampe i Nations League mod først Belgien og siden England kunne han konstatere, at indbrudstyve havde tømt hans hjem for ejendele.

Ifølge L'Equipe løb tyvene af sted med 2.000 euro (omkring 15.000 danske kroner, red.) og flere telefoner.

Dolberg opdagede ifølge avisen allerede, at der var noget galt, da han landede i lufthavnen i Nice.

Her var hans dyre Porsche, som han fik fragtet til Nice fra Silkeborg denne sommer, forsvundet. Det skulle have været en planlagt aktion.

»Nice kan kun tage afstand fra denne triste hændelse. Og vi ønsker selvfølgelig kun at støtte Dolberg alt, hvad vi kan og give ham al den hjælp, vi kan,« skrev Dolbergs klub i en meddelelse til B.T. i sidste uge om indbruddet og den stjålne bil.