En helt igennem frygtelig historie har chokeret Australien og New Zealand. Den newzealandske eks-rugbystjerne Rowan Baxter har taget livet af sig selv, sin kone og parrets tre børn.

CNN skriver, at den tidligere sportsstjerne angiveligt hældte en dunk benzin ud over sin bil og satte ild til den, mens han selv og familien sad i den.

Politiet i Brisbane blev kaldt ud til en bilbrand klokken 8.30 lokal tid, og her mødte et chokerende syn betjentene.

Ligene af de tre børn på tre, fire og seks år blev fundet i bilen.

42-årige Rowan Baxter lå ved siden af bilen.

Han havde stukket sig selv med en kniv flere gange, men var lykkedes med at komme ud af den brændende bil.

Han kom dog ikke langt og døde på asfalten.

Rowan Baxters kone, Hannah, blev bragt til et nærtliggende hospital, men døde kort efter som følge af sine brandskader.

Hun blev 31 år.

ABC Australia reporterer ifølge CNN, at Hannah Baxter hoppede ud af bilen og skreg: 'Han har hældt benzin over mig.'

Foto: Billede: Facebook
Vis mere

'Forfærdelige nyheder fra Camp Hill (forstad til Brisbane, red.),' skriver Australiens premierminister, Scott Morrison, på Twitter.

'Mit hjerte går til de familier og det samfund, der nu går gennem denne tragiske periode – samt det beredskab, der blev konfronteret med, hvad der måtte have været en gruopvækkende scene.'