Man skal ikke finde sig i alt!
Det gør tv-værtinde Signe Vadgaard, der dækker fodbold hos YouSee, bestemt heller ikke. Hun er nemlig mildest talt utilfreds med den besked, der onsdag tikkede ind i hendes mail-indbakke.
En seer ved navn 'Christoffer' skriver følgende til tv-værten.
»Der er et problem med jeres CL-studie. Pernille Harder er med i studiet. Kvinder skal ikke dække herrefodbold, og kvindefodbold skal afskaffes,« skriver han og fortsætter:
»Det er en krig, og det er ikke for kvinder... Og i den forbindelse vil jeg også spørge: Åbner I snart en kvindesportskanal? Så slipper vi for at se på blandt andet kvindefodbold og kvindelige fodboldeksperter på hovedkanalerne.
Signe Vadgaard har postet den yderst sexistiske kommentar på sin Instagram-profil.
Og 'Christoffer' får her også svar på tiltale.
»Hej, Christoffer. Nu kan jeg ikke tale på den gode Pernille Harders vegne, men herfra én af de andre kvinder, der TILLADER sig at dække herrefodbold, skal der lyde et kæmpe stort REND MIG – og ha' en dejlig onsdag med masser af CL, som du forhåbentlig overlever, selvom nogle af mine kvindelige kollegaer skulle ha' en finger med i spillet.«