Du troede, at Cristiano Ronaldo var en diva. Ikke? Men Lionel Messi er altså noget værre, hvad det angår.
Det er i hvert fald sådan, det forholder sig, hvis man spørger den halvt engelske, halvt brasilianske tv-vært Layla Anna-Lee, som sidste år var medvært på FIFAs prisuddelingsshow The Best, og som igen i år skal være vært på den røde løber ved samme show.
»Jeg har interviewet Neymar og Messi og Ronaldo sammen, og Neymar er virkelig nem - fuld af brasiliansk varme, og da jeg forberedte dem på interviewet, stimlede Messis hold sig sammen om ham bogstaveligt talt og i overført betydning, og de holdt mig fra at tale med ham. Det var ikke hans fejl, det var holdets fejl. Det var virkelig politisk og meget, meget svært at finde ud af,« siger Layla Anna-Lee i et interview med The Mirror.
Cristiano Ronaldo har gennem årene fået sine hug i medierne for sin til tider primadonna-agtige optræden. Som da han stod på tæer på Real Madrids holdbilleder. Eller da han stor-poserede på et billede fra omklædningsrummet.

Men Cristiano Ronaldo var altså mere end almindeligt nem at have med at gøre, da Layla Anna-Lee skulle mødes med den portugisiske verdensstjerne, der nu spiller i Juventus.
»Ronaldo havde jeg aldrig mødt før, og jeg nærmede mig ham og begyndte at kigge rundt for at se ‘hvor er hans agent? Hvem er han sammen med? Hvem skal jeg tale med?’. Og han så mig gøre det, og han kom med det samme hen til mig og sagde: “Hvad er der? Hvad har du brug for? Kan jeg gøre det?”. Han var så professionel - en fornøjelse. Han var bare sådan: »Tag det roligt. Spørg mig om, hvad du vil. Jeg behøver ikke at vide det i forvejen.«,« fortæller Anna-Lee.
Dermed er der altså endnu et kapitel med i den store bog om Cristiano Ronaldo mod Lionel Messi. Et kapitel om, at Lionel Messi skærmer sig lidt mere af fra medierne end Cristiano Ronaldo.
Det er i hvert fald Layla Anna-Lees version. Og hvad angår fodbolddelen, kan vi fortsætte den diskussion lidt endnu.
Herunder kan du se Layla Anna-Lee sammen med blandt andre Neymar og Zlatan Ibrahimovic. Og også lidt alene.