FIFA har offentliggjort sine 10 nominerede til årets bedste fodboldspiller - The Best, som de kalder deres pris.

Og kigger man på listen, så lader den stærkeste fodboldnation lige nu til at være Holland.

Hele tre hollændere er nemlig blandt FIFAs 10 kandidater, hvilket bærer præg af Ajax' formidable sæson med en plads i Champions League-semifinalen.

De 10 nominerede til FIFA The Best 2019 er:

  • Cristiano Ronaldo, Juventus, Portugal

  • Frenkie De Jong, Ajax (nu Barcelona), Holland

  • Matthijs De Ligt, Ajax (nu Juventus), Holland

  • Harry Kane, Tottenham, England

  • Eden Hazard, Chelsea (nu Real Madrid), Belgien

  • Sadio Mané, Liverpool, Senegal

  • Mohamed Salah, Liverpool, Egypten

  • Virgil van Dijk, Liverpool, Holland

  • Lionel Messi, Barcelona, Argentina

  • Kylian Mbappé, Paris Saint-Germain, Frankrig

Prisen uddeles på baggrund af præstationer fra 16. juli 2018 til 19. juli 2019, og de nominerede er udvalgt af et ekspertpanel.

Det mest overraskende navn på listen er muligvis den nykårede Barcelona-spiller Frenkie De Jong. Han er nomineret foran navne som Antoine Griezmann, Neymar, Sergio Ramos og sidste års vinder af prisen, Luka Modric.

Frenkie De Jong blev dog kåret som den bedste spiller i den hollandske Æresdivisionen oven på den forgangne sæson.

Vinderen af prisen bliver kåret på baggrund af et panel samt fan-stemmer, som kan afgives via FIFAs hjemmeside.

Matthijs De Ligt og Frenkie De Jong havde meget at juble over i den forgangne sæson.
Matthijs De Ligt og Frenkie De Jong havde meget at juble over i den forgangne sæson. PIROSCHKA VAN DE WOUW

Prisen bliver uddelt den 23. september ved et større show i Milano, hvor årets kvindelige fodboldspiller også kåres samt årets målmand, årets træner for herrer og kvinder plus Puskás-prisen på årets bedste mål.

FIFA The Best har eksisteret siden 2016, hvor FIFA trak sig ud af Ballon d*Or-prisen og oprettede deres egen. Cristiano Ronaldo vandt prisen to gange før Luka Modric sidste år.

Der er ingen danskere nomineret i år. I 2018 blev Kasper Schmeichel kåret til den tredjebedste målmand i verden, mens Pernille Harder blev kåret til den femtebedste kvindelige fodboldspiller.

Det gjorde hun også i 2017, hvor FC København-fans var nomineret til en fanpris, mens Nils Nielsen blev kåret som verdens næstbedste kvindetræner efter sølvet ved EM i Holland.