Tv-krigen raser og tager kun til i styrke i 2020, hvor et afgørende slag skal stå. Her skal de danskbaserede tv-stationer byde på de attraktive rettigheder til den europæiske fodboldturnering Champions League for perioden 2021-2024.

Siden 1992 har Nordic Entertainment Group (NENT), der råder over TV3-kanalerne, haft rettighederne til at vise superstjerner som Lionel Messi, Cristiano Ronaldo og Neymar i aktion på nogle af verdens bedste klubhold.

»Der er ingen tvivl om, at TV3 vil gøre alt for at beholde transmissions-rettighederne. Jeg kan dog sagtens forestille mig, at en deling med TV2 kan komme på tale. Til gengæld vurderer jeg, at en alliance mellem NENT og Discovery Networks Denmark (Eurosport-kanalerne, red.) er utænkelig,« siger Jesper Jørgensen, der er partner i Deloitte og en af landets førende sportsøkonomer.

TV3's sportschef, Kim Mikkelsen, lægger ikke skjul på, at man hos NENT er glad for at være i besiddelse af Champions League-rettighederne.

Foto: CRISTINA QUICLER
Vis mere

»Champions League er et topklasse-underholdningsprodukt med den bedste fodbold og de bedste spillere og hold i verden. Det er vigtigt for vores kunder på tv og Viaplay, og derfor er det også vigtige rettigheder for Nordic Entertainment Group,« siger Kim Mikkelsen og fortsætter:

»Vi vil se nøje og omhyggeligt på udbudsmaterialet, når det på et tidspunkt kommer fra Uefa. Det gør vi altid med den slags, og så vurderer vi det derfra.«

Kim Mikkelsen ønsker dog ikke at svare på, hvorvidt det kan tænkes, at NENT og TV2 fremover laver en alliance omkring CL-rettighederne.

»Vi kommenterer aldrig på processerne omkring den slags forløb. Men NENT har et fint forhold til både Discovery Networks og TV2. Blandt andet kan man se flere af Disocverys og TV2's kanaler, hvis man er parabolkunde hos Viasat,« siger Kim Mikkelsen.

Frederik Lauesen, der er sportschef på TV2, sammen med tv-kanalens nu forhenværende direktør Merete Eldrup.
Frederik Lauesen, der er sportschef på TV2, sammen med tv-kanalens nu forhenværende direktør Merete Eldrup. Foto: Claus Fisker
Vis mere

B.T. har ligeledes talt med TV2's sportschef, Frederik Lauesen, der har dette svar på spørgsmålet om, hvorvidt man her kan være interesseret i at byde på Champions League-rettighederne:

»Det ved jeg simpelthen ikke på nuværende tidspunkt, men det er klart, at Champions League er en kæmpe fodboldrettighed. Hvis vi havde alle penge i verden, så ville det være en fin ting at kunne vise seerne. Men jeg tror, vi er rigeligt godt tilfredse med det, vi har, og at vi skal tage et skridt ad gangen. I øvrigt er det sådan, at vi generelt ikke har nogen kommentarer til eventuelle forhandlinger.«

Frederik Lauesen fortæller, at det ikke er nogen hemmelighed, at man på TV2 internt har talt om Champions League-rettighederne.

»Selvfølgelig taler man om alle de rettigheder, der er. Men vi er meget tilfredse med det setup, vi har på vores sportskanaler i 2020. Her kommer vi samlet set til at sende mere sport end nogensinde tidligere.«

Til gengæld ønsker han ikke at udtale sig om, hvorvidt man kan forestille sig, at TV2 omkring Champions League-rettighederne laver en alliance med NENT, der blandt andet råder over TV3-kanalerne samt streamingtjenesten Viaplay.

»Det har vi ingen kommentarer til. Hvad angår samarbejdet med landets andre tv-stationer, synes jeg, at det fungerer godt. Af og til køber vi rettigheder sammen med DR, og vi har et udmærket nyhedssamarbejde med NENT. Det er en lille branche, men alt i alt synes jeg, at vi samarbejder glimrende, selvom vi jo også er konkurrenter,« siger Frederik Lauesen.

Det ikke været muligt at få en kommentar til sagen fra Discovery Networks øverste chef, Christian Kemp, der tidligere på året til Mediawatch udtalte, at man i realiteten går efter alle de rettigheder, der er i spil.

»Han ønsker ikke at besvare spørgsmål på rettighedsområdet i øjeblikket,« siger Casper Felt, der er kommunikationschef i tv-selskabet.

Discovery Networks Danmarks øverste chef, Christian Kemp, ønsker ikke at udtale sig til B.T.
Discovery Networks Danmarks øverste chef, Christian Kemp, ønsker ikke at udtale sig til B.T. Foto: Celina Dahl
Vis mere

Christian Kemps tavshed kan ifølge Jesper Jørgensen tolkes på mange måder.

»Der er helt klart et taktisk spil i gang, så lige nu skal man helst undgå at komme med uheldige bemærkninger. Det giver derfor god mening, at Christian Kemp har valgt at holde lav profil,« siger Jesper Jørgensen og tilføjer:

»På baggrund af det, der er sket med deres aftale med YouSee, sidder Discovery lidt med problemerne nu. De har købt nogle rettigheder for dyrt og befinder sig derfor i en presset situation. Man kan sige, at Discovery, sammenlignet med NENT og TV2 i øjeblikket, er lidt af en dark horse, eftersom de står med nogle produkter, de har svært ved at få ud over rampen. Det er jo ikke uvæsentlige rettigheder, man i det danske fodboldlandshold og sommer-OL 2020 har købt dyrt. Hermed risikerer Discovery blandt andet at kunne tjene mindre end budgetteret på reklamespot.«

Jesper Jørgensen vil ikke afvise, at det for fremtiden for den enkelte forbruger vil blive endnu dyrere, end tilfældet er i dag, at se sport på tv.

»Det er en mulighed. Men det bliver forhandlinger mellem rettighedshaverne og tv-distributørerne, der kommer til at afgøre det. I England har man i efteråret afsluttet forhandlingerne om Champions League-rettighederne for perioden 2021-2024. Det endte med en beskeden prisstigning, så det kan se ud, som om grænsen over for forbrugerne i hvert fald for et stykke tid er nået,« siger Jesper Jørgensen.

Han mener, at Premier League, Champions League og Superligaen i nævnte rækkefølge er de tre mest interessante for danske tv-stationer.

»Folk ser Premier League-fodbold mere end nogensinde tidligere. Sportsrettighedsmarkedet på tv-området er i øjeblikket i opbrud. Det skyldes den teknologiske udvikling, at man får spillere som Amazon ind på markedet, og at man i de unge sportsinteresserede har en generation, der er fløjtende ligeglad med at se kampene direkte på flow-tv. Så hvad angår streamingstjenester, er det fagre nye verden. Det gode, gamle flow-tv, som vi lidt ældre danskere er vokset op med, aner de unge ikke, hvad er. Det kommer selvfølgelig til at sætte sit præg på hele dagsordenen,« siger Jesper Jensen.

Det er ikke blevet oplyst, hvad Uefa kræver økonomisk for de danske transmissionsrettigheder til Champions League. Vurderet ud fra engelske forhold, hvor man for en måned siden afsluttede forhandlingerne, vil prisstigningen være minimal. Mens BT Group Plc i perioden 2018-2021 på årsbasis betaler 395 mio. britiske pund, vil den årlige udgift i årene 2021-2024 være 400 mio. britiske pund. Til sammenligning blev der i årene 2012-2015 'kun' betalt 130 mio. britiske pund.