»Jeg har været i fodboldverdenen i 40 år og er aldrig blevet kritiseret for min opførsel.«

Sådan lyder det fra 80-årige Luciano Passirani, der i weekenden fik en uheldig rolle.

Han blev fyret for åben skærm, efter han i en analyse kom til at ytre sig med en vending, der kunne tolkes racistisk. Nu svarer italieren igen i tv-programmet Telelombardia, skriver Corriere dello Sport.

»Jeg accepterer beslutningen, der er taget. Jeg vil dog ikke gå for at være racist,« siger Luciano Passirani, der analyserede Inters belgiske angriber Romelu Lukaku. Efter at have rost stjernens fysik faldt så den uheldige vending, der kostede ham jobbet:

»I en en-mod-en-situation mod ham er du død. Du får kun en chance, hvis du giver ham 10 bananer,« sagde Luciano Passirani på direkte tv, hvorefter udsendelsen kort tid efter blev afbrudt af tv-direktøren Fabio Ravezzani.

Han fortalte, at tv-eksperten aldrig kommer til at arbejde for TopCalcio24 igen.

»Hr. Passirani er 80 år, og for at komplimentere Lukaku kom han til at bruge en metafor, der viste sig at være racistisk. Jeg synes, det var en forfærdelig mangel på tydelighed,« forklarede Fabio Ravezzani.

Lucinao Passirani, der undskyldte efterfølgende, forklarer i Telelombardia, at han på ingen måde er racist. Det understreger han flere gange.

»Min partner, jeg har boet med i 17 år er sort. Jeg har to sorte børnebørn. Jeg er ikke racist, og jeg tror på, jeg er en veluddannet mand på alle måder. I min karriere har jeg mødt mange sorte spillere, og jeg har aldrig haft problemer,« siger Passirani.

På trods af at han undskyldte efterfølgende, har han modtaget en del had som følge af kommentaren.

For det er kun dele af udsendelsen, der er blevet delt på de sociale medier, hvilket har betydet, at rigtig mange er blevet vrede på ham. Han kalder da også dagen for 'en af de værste i hans liv', og han har også fået en del opkald efterfølgende.

»Jeg er ikke racist. Jeg vil gerne undskylde personligt til Lukaku, jeg ville ønske, jeg kunne møde ham. Jeg har ikke sovet i nat, i dag har jeg ikke kunnet spise. Mangel på uddannelse og etikette passer ikke til den person, jeg er,« understreger Luciano Passirani.