Den nye sportskanal TV 2 Sport X er godt i gang med forberedelserne til kanalens åbning i starten af det nye år.

Og nu opruster kanalen yderligere på ekspert- og kommentatorfronten, fortæller TV 2 i en pressemeddelelse.

Den tidligere landsholdsspiller Mads Junker er netop blevet hentet ind til at guide danskerne igennem nogle af de største fodboldkampe i Spanien og Italien.

»TV 2 er en stor kanal, og muligheden for at komme til de store kampe er virkelig fed, som jeg glæder mig vanvittig meget til. Når man får et godt tilbud om at komme videre i karrieren, så tager man også det skridt, og her kom TV 2 på banen,« fortæller Mads Junker til B.T.

Mads Junker har spillet syv landskampe og scoret et enkelt mål.
Mads Junker har spillet syv landskampe og scoret et enkelt mål. Foto: SCANPIX DENMARK
Vis mere

Mads Junker skifter til Danmarks hovedkanal efter næsten fem år som ekspert og kommentator hos konkurrenten Discovery Networks, der i et stykke tid ikke har haft rettighederne til hverken engelsk eller spansk fodbold.

»Det er vemodigt at sige farvel til gode og kompetente kollegaer, men jeg var røget lidt ned i hierarkiet hos Discovery. Man følger jo lidt rettighederne, og i øjeblikket har de ikke så mange af dem derude,« lyder det fra Mads Junker, mens han uddyber:

»Der er blevet hentet nogle eksperter og kommentatorer ind undervejs derude, og det er lidt ligesom at være fodboldspiller. Der er et hierarki, og selvom jeg kan dække mange ting, så ved jeg jo også godt, at jeg måske ikke har helt det samme fodbold-cv, som nogle af de andre på Discovery.«

På TV 2 Sport X får Mads Junker desuden selskab af blandt andre Henrik Fallesen, John Bisgaard og Morten Glinvad, hvoraf de sidste to er hentet fra streamingtjenesten Strive, som det seneste år har haft rettighederne til den spanske La Liga og den italienske Serie A.

TV 2 Sport X bliver et supplement til den allerede eksisterende kanal TV 2 Sport
TV 2 Sport X bliver et supplement til den allerede eksisterende kanal TV 2 Sport Foto: Claus Fisker
Vis mere

Foruden fodbold er det tidligere meldt ud, at den nye sportskanal også har sikret sig rettighederne til blandt andet at vise tennis fra Wimbledon, VM i atletik og basketballkampe fra NBA.

TV 2 Sport X kan i første omgang ses via moderstationens streamingtjeneste TV 2 Play. Den vil dog også kunne blive en del af diverse tv-pakker.

Det nye tv-barn bliver et supplement til den allerede eksisterende kanal TV 2 Sport.

TV 2 Sport X åbner 4. januar næste år, og dermed åbner kanalen nærmest præcist fem år efter TV 2 Sport.