TV 2 opruster markant på fodbolddækningen.

For nu vender Lionel Messi, Cristiano Ronaldo og alle de store stjerner i spansk og italiensk fodbold tilbage på dansk flow-tv.

Det sker, fordi TV 2 har købt rettighederne til at vise La Liga, Serie A og Major League Soccer i Danmark. Sådan lyder det i en pressemeddelelse.

Siden sommeren 2018 har streamingtjenesten Strive Sport ellers siddet på rettighederne til de ligaer.

TV 2 har dog siden købt sig til at sende enkelte kampe fra de højtprofilerede ligaer hver uge på dansk tv - nu overtager kanalen så rub og stub.

»Vi har fået en smagsprøve på både La Liga og Serie A i det forgangne år, og vi kan heldigvis konstatere, at vores seere og brugere har taget godt imod tilbuddet,« siger Frederik Lauesen, TV 2s sportschef:

»Den seermæssige opbakning til vores dækning af spansk og italiensk fodbold ligger langt højere end seertilslutningen til tidligere spanske og italienske kampe på andre sportskanaler. Derfor er tiden inde til næste træk, hvor vi går all in på de spanske og italienske fodboldligaer.«

TV 2 overtager først rettighederne til La Liga, Serie A og Major League Soccer fuldt ud, når tv-stationens nye kanal, TV 2 Sport X, går i luften i januar 2020. Indtil da vil kampe blive sendt parallelt hos TV 2 og Strive Sport.

Aftalen løber herefter 18 måneder frem til udgangen af 2020-21-sæsonerne.

Hos Strive Sport har man det fint med at sende rettighederne videre til den danske tv-station.

»TV 2 har fulgt det, vi har bygget op med Strive, og jeg er glad for, at de her rettigheder havner på så erfarne hænder. La Liga, Serie A og MLS vil fortsat udvikle sig som en vigtig del af TV 2s satsning med TV 2 Sport X,« siger Kristian Hysén, administrerende direktør for IMG, der ejer Strive Sport.

I pressemeddelelsen lyder det, at eksisterende abonnenter hos Strive Sport 'bliver tilbudt et fordelagtigt abonnement hos TV 2 i stedet.