Skandale-fodboldspilleren Nicki Bille får sin egen dokumentar på TV 2 Play. Og selvom optagelserne ikke er færdige endnu, har TV 2 en idé om, hvornår dokumentaren får premiere.

Det afslører de i et interview med B.T.:

»Det er rigtigt, at der kommer en dokumentar om Nicki Bille. Optagelserne er ikke helt færdige endnu, men vi regner meget med, at første afsnit får premiere i slutningen af marts.«

TV 2 kan på nuværende tidspunkt ikke fortælle, hvad dokumentaren helt præcist kommer til at handle om.

Nicki Bille får sin egen dokumentar på TV 2 Play.
Nicki Bille får sin egen dokumentar på TV 2 Play. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

En af de personer, der har været med til at lave dokumentaren, er Nicki Billes gode veninde Nikita Klæstrup. Hun har dog fået mundkurv på af TV 2:

'Jeg må slet ikke sige noget, og jeg føler, vi er i en Tom Holland/Marvel-film, hvor jeg ikke får noget at vide, fordi de ved, at jeg ikke kan holde kæft,' skriver hun i en sms-besked til B.T.

Tankerne om en Nicki Bille-dokumentar har været på tegnebrættet i en længere periode.

Lars Seidelin, der er direktør i Koncern TV- og Filmproduktion, bekræftede i maj sidste år, at der var en produktion på vej:

»Jeg kan godt sige, at vi har fulgt ham i et stykke tid nu. Det har været med henblik på at lave en serie med og om ham. Og det ser også ud til, at det nu bliver en realitet,« sagde han på daværende tidspunkt til B.T.

Nicki Bille har levet et dramatisk liv, når han ikke har spillet fodbold. Han er blandt andet blev ramt af flere skud i armen fra et haglgevær, der var ved at koste ham livet.

Derudover har alkoholproblemer, narko, vold og trusler fyldt en stor del i angriberens liv.

Nicki Bille har ikke spillet fodbold siden efteråret sidste år, og om han nogensinde kommer til at spille på professionelt niveau igen, er usikkert.