»Jeg er både glad for og ikke mindst stolt over, at jeg nu skal være med på holdet hos TV 2 SPORT.«
Sådan siger Jon Pagh i en pressemeddelelse, der annoncerer, at han skifter sin nuværende arbejdsgiver TV 3 ud med TV 2 Sport.
Værten tiltræder på TV 2 1. februar, hvor han skal være vært på TV2s daglige sportsnyhedsudsendelser.
»At møde de mange seere fra TV 2s studier i Odense bliver en helt ny udfordring, som jeg ser frem til at prøve kræfter med og udvikle mig i,« siger Jon Pagh.
Den 38-årige journalist har en fortid på Ekstra Bladet, hvorefter han kom til TV 3's presseafdeling i 2014 og sidenhen blev reporter og vært for fodbolddækningen.
»Jeg er hamrende glad for, at en skarp journalist og skærmprofil som Jon Pagh har sagt ja til at blive vært for vores stærke nyhedsdækning af sport på TV 2s flader,« siger redaktionschef hos TV 2 Sport Kristian Bech Josefsen.«
»Jon har kant, og hans formidlingskvaliteter vil være med til at løfte vores i forvejen dygtige værtskorps.«
TV 2 Sport har oprustet gevaldigt den seneste tid, hvor man har plukket en del profiler fra TV 3.
Blandt andet har Carsten Werge og Camilla Martin lavet samme skift.