»Han ringede rundt til alle for at sige: Jeg har virkelig ikke noget med det her at gøre!«

Sådan lyder en opsigtsvækkende påstand fra TV 2s fodboldekspert Kenneth Perez om en af sommerens vildeste fodboldhandler med en dansk spiller involveret, efter tingene hurtigt er gledet af sporet i spillerens nye klub.

20-årige Anton Gaaei skiftede på overraskende vis fra lille Viborg FF i Superligaen til mægtige Ajax Amsterdam, men starten i det hollandske har været alt andet end god for Gaaei, der blandt andet er blevet kritiseret af flere Ajax-koryfæer.

Søndag blev kritikken af Gaaei forstærket efter et mareridt af en præstation i en skandaløs topkamp, hvor Gaaei begik to store fejl, inden han blev skiftet ud efter 32 minutter.

Foto: Olaf Kraak/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

Og det var i kølvandet på den præstation, at Perez som ekspert på hollandsk TV første gang luftede påstanden om bevægelserne bag Gaaeis skifte. Mandag uddyber Perez så påstanden overfor B.T., og han hævder, at skiftet er sket over hovedet på Ajax' danske scout Michael Eriksen, der ellers er ansat til at vurdere de spillere, Ajax potentielt kan handle.

I stedet var det angiveligt den nu fyrede  tekniske direktør Sven Mislintat, der agerede på egen hånd.

»Det var jo en meget overraskende transfer. Fra Viborg til Ajax. Så folk snakker, og dem, jeg har talt med i Danmark, siger, at Ajax-scouten blev overruled, og han (scouten Michael Eriksen, red.) ville gerne lade folk det forstå, at han intet havde med beslutningen at gøre. Han var blevet overruled af Mislintat. Mislintat har kørt sit eget løb – også i andre klubber – og er ligeglad med scouts og deres betragtninger.«

»Det er jo ærgerligt for en scout i Danmark at blive overruled. Måske særligt også på en spiller, som scouten har tænkt ikke har niveau til Ajax, men som så alligevel kommer til klubben og falder igennem. Så er det ikke fedt, at folk tror, at scouten har noget med det at gøre,« siger Perez til B.T. og tilføjer, at han ikke selv har talt med Michael Eriksen.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Vis mere

B.T. har mandag foreholdt Michael Eriksen Kenneth Perez' påstand.

»Normalt udtaler vi os ikke som scouts, og det her må stå for Kenneth Perez’ egen regning, synes jeg,« siger den danske Ajax-scout til B.T.

Eriksen bekræfter dog, at han som del af sit arbejde har udført scouting-rapporter på Gaaei – men han understreger, at beslutninger om køb og salg af spillere ligger hos den sportslige ledelse.

»Jeg forholder mig til, at jeg er scout, og min opgave er at scoute spillere. Derfra er det andre, der tager beslutningen om, hvilke spillere vi henter i sidste ende,« siger han.

Viborg-sportschef Mads Agesen bekræfter overfor campo.dk, at dialogen omkring Gaaei gik direkte gennem Mislintat og påpeger desuden, at muligheder for transfers godt kan opstå udenom talentspejdere.

Omtalte Sven Mislintat blev efter søndagens afbrudte kamp mod Feyenoord fyret efter få og turbulente måneder i den hollandske storklub, der er alt andet end velkørende netop nu - han undersøges blandt andet for en interessekonflikt i forbindelse med en transfer denne sommer.

Og Mislintats køb af Anton Gaaei er ifølge Kenneth Perez blevet noget af et fejlskud for den hollandske klub.

»Jeg ville da som dansk scout være glad for ikke at have noget med det at gøre. Det er totalt unfair overfor drengen at skulle ned og være højre back i Ajax, når han har spillet i Viborg. Chancerne for succes på den korte bane er nærmest lig nul.«

»Klubben står i brand, der er ikke styr på noget, og så skal han ned og spille under så stort pres. Det er den største og vigtigste klub i Holland,« siger Perez og tilføjer:

»Han (Anton Gaeei, red.) virker utroligt nervøs og slet ikke klar – og det er fuldt forståeligt. Spørgsmålet er, om han nogensinde får niveauet til Ajax. Men han kan jo godt få en fin karriere et andet sted, hvis han kommer over det her – lidt som Rasmus Nissen Kristensen (tidligere Ajax-back, nu Roma-spiller, red.).«

Anton Gaaei skiftede efter en gennembrudssæson i Viborg til Ajax denne sommer og skrev under på en kontrakt til 2028 med den hollandske storklub.

Der er altså god tid til at rette op på den skæve start.