»Han var en voldtægtsmand, pædofil og misbruger.«

Ordene kom fra fodboldspilleren Paula Dapena, der spiller for Viajes Interracias FF i den tredjebedste kvinderække i Spanien. Og de kom på bagkant af en protest fra den 24-årige spillers side mod et minuts stilhed efter Diego Maradonas død.

Hun mente ikke, at Maradona skulle hyldes, så hun satte sig ned med ryggen til, og den protest gik verden rundt. Nu er den så landet tilbage hos Paula Dapena, som har mærket hadet fra Maradonas fanatiske følgerskare. Og de har ikke taget den stille protest specielt pænt.

»Vi er ikke bare blevet chikaneret. Der har været dødstrusler og trusler som: 'Jeg skal nok finde din adresse, og så kommer jeg til dit hus og brækker dine ben,« siger Paula Dapena nu til AS.

Foto: ALEJANDRO PAGNI
Vis mere

Hun er både personligt blevet ramt af chikanen, men også holdkammeraterne har mærket den. Dapena har selv valgt at gøre sine sociale medier private efter protesten og de mange reaktioner.

Hun overvejer at hænge folk ud med deres trusler, men mere vil hun ikke gøre ved det lige nu. Hun står dog stadig ved sin protest mod det ene minuts stilhed for Diego Maradona.

»To dage før var der fokus på at gå imod vold mod kvinder, og så virker det dobbeltmoralsk at holde et minuts stilhed for Maradona, som er kendt som en voldsmand - i stedet for at gøre det for ofrene for seksuel vold,« siger Dapena.

Billedet af Dapena er gået viralt, og selvom det altså skete i en noget ukendt liga i en kamp, som mange normalt ikke ville have set, er hun nu blevet et symbol. Og det symbol er det altså ikke alle, der bryder sig om.

I hvert fald ikke de allermest fanatiske af Diego Maradonas tilhængere, som stadig sørger efter fodboldikonets død.