'Total krise.'

Sådan skriver den spanske avis Sport dagen efter Real Madrids skræknederlag 0-2 mod Skakhtar Donetsk i Champions League.

Nederlaget var storklubbens femte i 15 sæsonkampe hidtil, og det betyder, at de hvidklædte skal slå Mönchengladbach i den kommende uge, hvis de vil være sikre på at kvalificere sig til ottendedelsfinalen i Champions League.

Nu blæser kritikken om ørerne på både klubben, men også dens karismatiske træner, Zinedine Zidane.

Zidane er mere og mere alene.
Zidane er mere og mere alene. Foto: JUAN MEDINA
Vis mere

Avisen nævner allerede potentielle afløsere for den franske træner, hvis fremtid der sættes alvorligt spørgsmålstegn ved.

'Han er ikke i stand til at få en reaktion ud af holdet,' skriver Sport, der nævner Mauricio Pochettino og Raúl som de, der står højest på Real Madrids ønskeliste.

Zidane har dog annonceret, at han ikke selv kommer til at sige op.

Marca kalder resultatet for en 'katastrofe' og pointerer også, at Zidane ikke kan reddes, hvis situationen fortsætter. Presset på ham er stigende, og ifølge avisen begynder Real Madrid at tro, 'at man har nået et punkt, hvor man må træffe en vigtig beslutning - som kunne være at bryde båndet med cheftræneren.'

Faktisk mener størstedelen af avisens brugere, at franskmanden bør erstattes med Pochettino.

Da disse linjer blev skrevet, mente 52 procent, at argentineren var den rigtige træner til Real Madrid, mens kun 32 procent troede på Zidane.

Avisen kalder også gårsdagens resultat for en nedsmeltning og et forlis.

'Zidane er ramt (...) Holdet overgav sig, og det er ikke noget, som er i tråd med Real Madrids historie.'

Karim Benzema og Real Madrid spillede en mareridtskamp mod Shakhtar Donetsk.
Karim Benzema og Real Madrid spillede en mareridtskamp mod Shakhtar Donetsk. Foto: SERGEI SUPINSKY
Vis mere

Hos catalanske Mundo Deportivo lægger man ikke fingrene imellem. Man kalder holdets præstation for til grin, nederlaget for uacceptabelt, og samtidig understreger man, at holdet ikke har fortjent at komme i ottendedelsfinalen, når man har tabt begge gruppekampe til Shakhtar.

'Det meget hårde slag efterlader ZZ-holdet (Zinedine Zidane, red.) i en situation med rød alarm, og der peges fingre af den påvirkede træner i stigende grad (...) Hans besked trænger ikke længere igennem (...) Der er for mange nederlag, og holdet kan ikke rejse sig.'

Her mener man også, at sigtekornet peger på den franske træner, der risikerer snart at være fortid i klubben.

Hos AS vinkler man på, at Zidanes udstråling over for medier og fans har ændret sig i takt med, at støtten smuldrer.