»Jeg tror, det er det, der har gjort, jeg har ventet så længe.«
Trine Østergaard tog i februar en stor beslutning, der betød, at hun i sommerferien pakkede sine ting og flyttede til Tyskland. Nu skulle det være. Hendes første håndbold-eventyr i udlandet i en alder af 28 år.
Egentlig troede hun ikke, hun var typen, der havde brug for det. For hun var glad for at spille i den danske liga og troede egentlig, hun skulle blive der.
Nu er det så endt anderledes, men at det har taget så 'lang tid', har også noget at gøre med Trine Østergaards personlighed.
Jeg kender mig selv godt nok til at vide, hvornår jeg skal trække mig tilbageTrine Østergaard, landsholdsspiller
For selv om den danske landsholdsstjerne altid fremstår smilende og meget åben, er hun faktisk introvert.
»Jeg har tit været usikker på det med at møde nye mennesker, og det kan tage mig lang tid, inden jeg folder mig helt ud, fordi jeg gerne vil lære folk 100 procent at kende, før jeg viser, hvem jeg er 100 procent. Det er nok også det, der har gjort, at jeg var 28, før jeg flyttede til et andet land for at spille håndbold. Jeg har altid elsket at spille i Danmark tidligere, så jeg tror også, det først var det seneste års tid, jeg vidste, jeg havde brug for noget nyt for ikke at gå død i det, for det havde jeg heller ikke lyst til,« fortæller Trine Østergaard.
Det handlede ikke om, at hun var træt af håndbold. Men mange år i den danske liga havde gjort hverdagen til en vane. Alt blev rutine, og hun udviklede sig ikke så meget.
Sammen med klubben mødte hun de samme hold, spillede i de samme haller, trænede de samme steder.

Hun havde brug for luftforandring, og det har hun fået ved at flytte til Tyskland for at spille for SG Bietigheim.
»Det var utroligt specielt,« fortæller Trine Østergaard om dagen, hvor hun flyttede fra Danmark. Hen over sommerferien fik hun og kæresten flyttet alle deres møbler til Tyskland.
»Så var vi der nogle dage og lærte området og byen at kende. Så gik det stille og roligt i gang. Så tog han hjem igen, for han bor i Danmark. Det var utroligt hårdt at skulle starte med at bo alene, for vi har været vant til at bo sammen længe. Det var en stor forandring, men jeg har nydt det dernede hver dag, selv om jeg bor alene nu,« siger Trine Østergaard.
Planen er, at kæresten også flytter til det tyske, men han har en golftræneruddannelse, han lige skal have gjort færdig, forklarer hun.

Parret har stadig kunnet se hinanden på trods af coronasituationen, hvor de med Trine Østergaards ord ikke er blevet ramt mere end andre.
»Vi tager jo bare vores forholdsregler. Han sørger for at blive testet, inden han tager af sted, hvis han skal på besøg og det hele,« fortæller Trine Østergaard, der kalder skiftet til Tyskland for det mest livsomvæltende, der er sket i år.
Hun har også været vant til, at hendes forældre har været til kampene i Danmark. Det er de ikke mere, og det har også været en stor forandring ikke at se dem lige så tit.
Alligevel er der kun ren jubel, når hun fortæller om det tyske eventyr, som hun beskriver som positivt hele vejen igennem.
»Der er ikke noget, jeg ville have gjort anderledes. Jeg er mere alene, men så har jeg lært en masse nye mennesker at kende, og jeg er stadig holdkammerat med Stine Jørgensen, som jeg har spillet med tidligere. Det er ikke helt fremmed,« siger landsholdsprofilen, der blandt andet valgte Tyskland, fordi kulturen minder en del om den danske.
Hun er blandt de 16, der skal spille i de rød-hvide farver ved EM-slutrunden.
Og hvordan navigerer man så i at være introvert, når landsholdet er et sted, hvor alle går meget op og ned ad hinanden hele tiden?
»Jeg tror bare, jeg kender mig selv godt nok til at vide, hvornår jeg skal trække mig tilbage, og hvornår jeg skal være social. Jeg ser jo også mig selv som en social person, det er bare i mindre grad end andre på holdet. Jeg ved, hvornår det er bedst for mig at være på værelset og være med gruppen,« siger Trine Østergaard.