Der bliver i den grad gang i den, når kalenderen rammer søndag. I hvert fald i København.

Her kommer der til at være tusindvis af mennesker, når den danske hovedstad danner ramme for to store begivenheder.

Først er der halvmaraton gennem byen med start og mål ved Øster Allé på Østerbro, og når klokken bliver 18.00 fløjtes Superliga-topkampen mellem FC København og FC Midtjylland i gang.

Og det har fået hovedstadsklubben til at komme med en lille advarsel – og opfordring. For det kan altså blive lettere kaotisk at bevæge sig ud i gaderne i bil.

'Vi opfordrer alle til at komme i god tid – og vi gør særligt opmærksomme på de trafikale forhold i byen og især omkring Parken, idet halvmaratonløbet CPH Half afvikles i Københavns gader. Hele løberuten er lukket for biltrafik kl. 9-15, og det påvirker dele af indre København og brokvartererne, Men andre gader og veje end selve ruten bliver også berørt,' lyder det fra FC København.

Løberuten strækker sig fra indre by til Nørrebro, Frederiksberg og Østerbro, hvilket betyder, at det kan blive rigtig svært at bevæge sig rundt med fire hjul.

Det betyder også, at det kan blive en udfordring at finde en parkeringsplads, hvis man er en af dem, der skal til den udsolgte kamp i Parken.

For selvom gaderne åbner igen omkring klokken 15.00, forventes det, at gaderne omkring Parken er spærret helt indtil klokken 18.

FCK tørner sammen med FC Midtjylland i Parken søndag aften.
FCK tørner sammen med FC Midtjylland i Parken søndag aften. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

'Det betyder, at du ikke kan køre i bil helt til Parken, hvis du kommer nordfra ad Øster Alle. Vi gør også opmærksom på, at der i forvejen er et omfattende vejarbejde på Østerbrogade, som begrænser og vanskeliggør biltrafikken i øjeblikket. Det gælder helt fra Lille Triangel og til krydset ved Strandboulevarden/Jagtvej,' skriver FC København.

Derfor er opfordringen fra Superligaens førerhold da også klar.

'Vi opfordrer derfor alle til at lade bilen stå derhjemme – eller kun tage den noget ad vejen – og i stedet tage metro eller anden offentlig transport, hvis du ikke har Parken inden for gå- eller cykelafstand,' lyder det fra klubben, der endnu engang understreger, at man skal komme i god tid.