To millioner kroner – om ugen.

Og det var for god ordens skyld TO MILLIONER kroner om ugen. Takker Christian Eriksen ja til Tottenhams kontrakttilbud, så er det det vilde beløb, han kan se frem til at indkassere for at spille fodbold i Premier League-klubben.

Det svarer til en årsløn på over 100 millioner dejlige danske kroner.

Men spørgsmålet er, om penge alene kan lokke den danske landsholdsstjerne til at skrive under på en ny kontrakt med sin nuværende klub, som han ellers har truet med at forlade senest til sommer, hvor hans nuværende kontrakt med klubben løber ud.

Foto: David Klein
Vis mere

Det er det britiske fodboldmedie Football Indsider, som rapporterer, at Tottenham har tilbudt Eriksen en tredobling af hans nuværende løn, hvis han bliver i klubben.

Det vil sende ham op i samme lønramme, som klubbens største stjerne, topscorer Harry Kane, er indbefattet af. Med andre ord vil klubben give Eriksen en vaskeægte superstjerne-løn.

Grunden til, at Tottenham gør sig til økonomisk over for Eriksen, er, at den 27-årige dansker til januar har et halvt år tilbage af sin kontrakt.

Det betyder, at han dermed har lov til at indgå en forhåndaftale med en ny klub i forhold til et sommeskifte. Der kan også ske det, at en klub allerede til vinter køber ham fri, hvilket dog virker mere usandsynligt. Bejlere mangler der i hvert fald ikke, hvis man skal tro internationale fodboldmedier.

Foto: FACUNDO ARRIZABALAGA
Vis mere

Siden Eriksens ventede sommerskifte glippede, er det flydt over med historier om fynboen og hans fodboldfremtid. Eksempelvis har det forlydt, at Atlético Madrid står klar i kulissen for at hapse Eriksen til sommer.

Men den spanske storklub kan vente at få konkurrence fra både Juventus, Manchester United og muligvis Paris Saint-Germain – og selvfølgelig Tottenham.

Efter seks sæsoner i Tottenham-trøjen satsede Christian Eriksen på et kæmpeskifte denne sommer – for eksempel til Real Madrid. Men det lykkedes som bekendt – noget mod forventning – ikke for den danske landsholdsstjerne at slippe væk fra Tottenham, inden transfervinduet smækkede i.

Derfor er han i Tottenham, hvor han er en bærende profil og vigtig spiller, i hvert fald minimum frem til vinter. Her skal han drible mellem at holde fokus på spillet både på banen og uden for banen.