Lucien Favre gider ikke mere.
Den schweiziske træner i storklubben Borussia Dortmund har måttet undvære så mange spillere i de seneste uger, at han tager et drastisk skridt.
Ikke flere krammere eller håndtryk blandt hans spillere. Det skriver tyske Bild.
Dortmund-truppen, der tæller danskerne Jacob Bruun Larsen og Thomas Delaney, har i de seneste uger været hårdt ramt af afbud på grund af sygdom.

Blandt andre har stjernerne Marco Reus, Mario Götze og Roman Bürki alle siddet ude på grund af influenza eller lignende sygdomme gennem de seneste uger.
Førstemålmanden Bürki var ikke med i Dortmunds seneste kamp mod Schalke, hvor man spillede 0-0, mens Marco Reus var syg i Champions League-kampen mod Inter i sidste uge, hvor italienerne vandt 2-0.
Og det skulle altså have fået Lucien Favre til at tage affære.
I Bundesligaen er det kun blevet en enkelt sejr i de seneste fem opgør for Dortmund, der dog kun er tre point efter førerholdet Borussia Mönchengladbach - men det har alligevel fået alarmklokkerne til at ringe.
Den tyske landskampsrekordindehaver Lothar Matthäus rettet i sin klumme hos Sky kritik af Lucien Favre med påstanden om, at man ikke kan se nogen filosofi på holdet lige nu.
'Noget af det, jeg mangler mest, er selvkritikken... I Dortmund tales det smukt om alt, selvom der ikke for alvor er noget, der er smukt. Jeg tror, man snart skal finde en løsning. Jeg har en fornemmelse af, at Favre ikke længere når ud til hele truppen og ikke har alle spillere bag sig,' skriver han.
Dortmund har fire point i Champions Leagues gruppe F, som også tæller Inter, Barcelona og Slavia Prag.
Onsdag aften skal Dortmund i ilden i DFB Pokal, hvor man møder Borussia Mönchengladbach.