Det kan få konsekvenser at reagere voldsomt på sine frustrationer.

Det kan tyske Ron-Robert Zieler skrive under på.

I weekenden var keeperen i aktion for Hannover 96, men i kampens døende minutter blev han en anelse for hidsig. Situationen kan ses i toppen af artiklen.

Dybt inde i overtiden scorede Karlsruher SC til 3-3, og det frustrerede keeperen i en sådan grad, at han med hård kraft slog ud efter bolden.

Problemet var bare, at det slet ikke var den, han ramte.

I stedet var det målscoreren, Gordon Daniel, der fik 30-årige Zielers knytnæve lige i skridtet, og dermed blev hans jubelscene ødelagt. I stedet røg han i græsset og tog sig til de ædlere dele, mens hans ansigtsudtryk tydeligt signalerede smerte.

Ron-Robert Zieler stak med det samme lapperne undskyldende i vejret, men han slap ikke for en advarsel.

Og da det var hans anden af slagsen, kostede det et rødt kort og et bad, kort tid før kampen blev fløjtet af.