Når det danske landshold onsdag løber på banen mod Sverige, bliver det uden flere af de store stjerner.

Og nu oplyser DBU på Facebook, at heller ikke Simon Kjær og Daniel Wass kommer i aktion. Det handler dog ikke om coronavirus.

'Anfører Simon Kjær og Daniel Wass sidder begge over, som det hele tiden har været planen, og møder ind i landsholdslejren i morgen frem mod de kommende kampe i Nations League,' oplyser DBU.

Der er denne gang blevet udtaget rigtig mange spillere, fordi coronavirus har ramt den danske landsholdslejr.

Tirsdag kom det frem, at Robert Skov og en af holdets behandlere var testet positiv, og det sendt både Kasper Hjulmand, Morten Wieghorst samt otte spillere i isolation. Dermed måtte der indkaldes en række nye spillere til holdet, og af de mest prominente der kan komme i spil mod Sverige er Christian Eriksen, Thomas Delaney og Kasper Dolberg.

I forvejen manglede adskillige af de kendte navne - herunder Kasper Schmeichel og Pierre-Emile Højbjerg - da de danskere, der spiller i Premier League ikke har fået lov til at rejse til Danmark for at være med til samlingen, da Storbritannien har indført nye restriktioner.

Alle der rejser ind fra Danmark skal i karantæne, og det ville betyde, at Premier League-danskerne ville gå glip af flere kampe for deres klubber.

Onsdagens kamp mod Sverige bliver spillet på Brøndby Stadion, og der er kick-off klokken 19.30. Du kan også følge opgøret LIVE her på bt.dk.