Tina Müller var egentlig klar.

Den i dag 41-årige sportsvært havde altid ønsket sig børn, men da hun i 2017 ikke havde en kæreste, var valget faldet på et donorbarn.

Noget, hun har fortalt om før, og i et nyt interview med Hendes Verden fortæller hun nu om årsagen til, at hun i sidste ende valgte ikke at få børn alligevel.

Tina Müller var ellers så langt i processen, at donoren var valgt, men pludselig blev der vendt op og ned på hendes liv. For DR Sporten skulle flytte til Aarhus, og det betød, at hun med egne ord skulle starte forfra. Noget, der endte med at få meget stor betydning, for Tina Müller valgte at mærke efter. Endnu engang.

»Jeg havde altid forestillet mig et liv med børn, men pludselig stod jeg i en situation, hvor det på grund af min alder var nu eller aldrig,« fortæller den 41-årige vært i interviewet ifølge alt.dk.

Hendes omgangskreds blev taget med på råd, og hun fik selv muligheden for at reflektere over sin beslutning endnu engang. Og særligt noget fra hendes egen opvækst fik hende til at ændre mening, fortæller hun. For Tina Müllers barn ville komme til at vokse op uden en far. Noget, hun selv kender fra sit eget liv, og som blev et vendepunkt.

»Det gik op for mig, hvor meget jeg havde knoklet med tanker, beskyldninger og vrede mod ham. Skulle jeg sætte et barn i verden og give al den bagage videre?« reflekterer hun.

»Jeg havde selv valget, om jeg ville møde min far, men det valg ville mit donorbarn jo aldrig få. Så droppede jeg at få et barn. Jeg vil hellere stå ved, hvem jeg er og blive lykkelig, selv om jeg ikke er blevet mor,« fortæller Tina Müller, der i år var vært ved Sport 2018 i Herning.

Tina Müller var i år vært ved Sport 2018 i Boxen i Herning sammen med Thomas Skov. 
Tina Müller var i år vært ved Sport 2018 i Boxen i Herning sammen med Thomas Skov.  Foto: Henning Bagger
Vis mere

DR Sporten flyttede til Aarhus i starten af 2018, og i maj samme år satte hun ord på beslutningen om ikke at få et barn.

Dengang fortalte hun blot, at følelsen ikke var rigtig.

»Jeg kommer til at fortryde det. Hvis jeg havde fået et donorbarn og var blevet alenemor, så ville jeg fortryde det på et tidspunkt, og det er benhårdt at sige. Jeg skulle formentlig også skifte job. Det ville ikke kunne lade sig gøre at være alenemor med de arbejdstider, jeg har. Men om 10 år kommer jeg også til at fortryde, at jeg ikke fik barn. Uanset hvad er der ikke et rigtigt og et forkert valg. Det er bare et valg, du skal træffe.«

Dengang fortalte hun desuden, at hun havde fundet kærligheden i Aarhus. Den holdt dog desværre ikke, for i december 2018 fortalte Tina Müller, at hun var blevet single igen.