Nicklas Bendtners skifte til FC København dette transfervindue har fået meget opmærksomhed.

Rigtig meget opmærksomhed. Selv de britiske medier skrev om danskerens skifte fra Norge til Danmark, og videoen af Bendtners skudtræning fra hans første dag på træningsanlægget gik også viralt på sociale medier.

Og den video nåede også forbi den tidligere Premier League-stjerne og Liverpool-legende Jamie Carragher, der ellers ikke havde hørt så meget til omtalen af Bendtners skifte til Danmark.

»Det var som at se mig selv lave skudtræning. Det var ikke særligt godt, men det er sådan, vi lever med Bendtner, er det ikke?« fortæller Jamie Carragher til TV3 Sport i en video, som du kan se i toppen af artiklen.

Jamie Carragher og Nicklas Bendtner i aktion for henholdsvis Liverpool og Arsenal i 2008.
Jamie Carragher og Nicklas Bendtner i aktion for henholdsvis Liverpool og Arsenal i 2008. Foto: KIERAN DOHERTY
Vis mere

»Den store mand er tilbage i byen,« bemærker Liverpool-legenden med et smil i interviewet.

Carragher har ellers ikke fulgt med i hypen omkring den tidligere danske landsholdsstjernes hjemkomst til dansk fodbold.

Han kan dog godt huske Bendtner fra dengang, danskeren var Arsenal-spiller. Men ikke så meget for spillet på banen.

»Jeg husker ham ikke spille så meget. Jeg kan huske, at han var i medierne for forskellige ting, og at han holdt af at have det sjovt.«

Reserveholdskamp mellem FCK og Brøndby på Avedøre Stadion. Nicklas Bendtner spiller 1. halvleg for FCK. Tirsdag 10. september 2019. (Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix)
Reserveholdskamp mellem FCK og Brøndby på Avedøre Stadion. Nicklas Bendtner spiller 1. halvleg for FCK. Tirsdag 10. september 2019. (Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix) Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»Han gjorde mærkelige ting og var lidt af en karakter i Premier League. Og det er fint, vi vil gerne have karakterer i Premier League, men jeg kan ikke rigtig huske, hvilken type spiller han var. Han har stor tro på sig selv... måske for meget,« lyder det fra Jamie Carragher.

Nicklas Bendtner fik tirsdag uofficiel debut for FC København, da de spillede reservekamp mod Brøndby.

FC København vandt opgøret 2-0, og Bendtner spillede hele første halvleg.

Se hele interviewet med Jamie Carragher om Nicklas Bendtner i videoen øverst i artiklen.