Den tidligere Premier League-stjerne Joey Barton er havnet i alvorlige problemer i England.

Han er nemlig anklaget for at have overfaldet en unavngiven kvinde tidligere på måneden. Derfor skal englænderen møde op ved domstolen Wimbledon Magistrates' Court mandag.

Det skriver det britiske medie Sky News.

Og overfaldet var af meget alvorlig karakter. Kvinden har således pådraget sig hovedskader efter mødet med Joey Barton 2. juli.

Carl Recine

38-årige Joey Barton er lige nu ansat som cheftræner hos Bristol Rovers. Klubben er placeret i den fjerdebedste fodboldrække i England. Han har tidligere været træner for Fleetwood Town, der spiller i den tredjebedste række.

Sky News skriver ikke noget om, hvad der har ført til det alvorlige overfald. Historien melder heller ikke noget om, hvorvidt Joey Barton kendte den unavngivne kvinde i forvejen.

Men Joey Barton er kendt som en voldsom herre fra sin karriere som fodboldspiller. Her var han ikke bleg for at gå hårdt til sine modstandere, og han er blevet præsenteret for en række røde kort gennem årene. De fleste fodboldfans husker højst sandsynligt en kamp mod Manchester City i 2012, hvor han nærmest kom op at slås med Mario Balotelli.

Englænderen har spillet i klubber som QPR, Newcastle, Burnley og Manchester City. Han fik sin eneste landskamp i 2007.