Den tidligere fodboldspiller Peter Whittingham er torsdag afgået ved døden, blot 35 år gammel.

Det bekræfter hans klub gennem flere år, Cardiff City FC, på sin hjemmeside.

Den tidligere Premier League-spiller har gennem mere end en uge ligget på hospitalet med hovedskader efter et uheld på en pub.

Torsdag døde han af de skader, han pådrog sig ved et fald på den pågældende pub i byen Barry, skriver BBC.

Peter Whittingham som ung Aston Villa-spiller.
Peter Whittingham som ung Aston Villa-spiller. ACTION IMAGES

'Det er med utrolig sorg, at vi må informere vores supportere om, at Peter Whittingham er død i en alder af 35 år. Vi er knuste,' skriver Cardiff City FC på sin hjemmeside.

Peter Whittingham brød igennem for Birmingham-klubben Aston Villa, hvor han havde spillet ungdomsfodbold. Her spillede han 56 Premier League-kampe, inden han i 2007 skiftede til den daværende Championship-klub Cardiff City FC.

Her blev han lidt af en legende.

Peter Whittingham var fast mand i samtlige 10,5 sæsoner, han spillede for klubben.

Det kulminerede med oprykningen til Premier League i 2013, hvor det dog kun blev til en enkelt sæson inden nedrykningen ventede for den walisiske klub.

Han stoppede i Cardiff City i 2017, hvorefter han spillede en enkelt sæson for Blackburn Rovers inden sit karrierestop i 2018.

Peter Whittingham efterlader sig sin hustru og en søn. Cardiff City FC beskriver Peter Whittingham som en familiemand i deres farvel til klublegenden.

'Først og fremmest var Peter en familiemand - og én, der kunne lyse rummet op med sin humor, varme og personlighed. Derefter, som professionel fodboldspiller - som en 'bluebird' (Cardiffs kælenavn, red.) - excellerede han med sit talent, ynde og ydmyghed. Ingen gjorde det bedre.'