Et tragisk dødsfald har ramt brasiliansk fodbold.
Independente FC-spilleren Kaio Felipe Santos Silva er afgået ved døden efter at have fløjet med drage i hjembyen Sao Paulo.
Det skriver det engelske medie The Sun.
Den 21-årige brasilianske fodboldspiller skulle efter sigende være blevet dræbt, da hans drage fløj ind i nogle strømkabler, som herefter sendte elektrisk stød gennem hans krop.
Kort efter bekræftede Kaio Felipes egen klub, Independente FC, dødsfaldet på de sociale medier.
'Det er med stor sorg, at vi må meddele, at Kaio Felipe er afgået ved døden,' skriver klubben i et opslag på Facebook.
'Vi sender vores dybeste medfølelse til hans familie og venner,' står der videre i opslaget.
Kaio Felipe Santos Silva spillede venstre back for den lille klub i den brasilianske millionby, hvor en lokal journalist har valgt at hylde den tidligere Independente-spiller.
»Så ung, så fuld af liv, så høflig, så ydmyg, så venlig,« siger Edmar Ferreira ifølge mediet om den unge Kaio Felipe, der også bliver hyldet på klubbens Facebook-side.
'En lovende ung mand, som var vellidt af alle. Han havde en stor fremtid foran sig,' skriver en fan blandt andet.
Kaio Felipe blev professionel fodboldspiller, da han debuterede for den lille klub Inter de Limeira, inden han skiftede til Centro Sportivo Paraibano.
Herefter skiftede han til Independente, hvor han nåede at score seks mål i 22 kampe.