I krig og kærlighed gælder alle kneb.

Sådan lyder et gammelt ordsprog, og at fodboldkampe var en form for krig for Paul Gascoigne, lægger han ikke skjul på. Her blev alle midler taget i brug, når det gjaldt om at ramme modstanderen.

Han fortæller i 'The James English'-podcast, hvad han blandt andet gjorde for at ramme Roy Keane psykisk.

»Jeg kan huske engang med Roy Keane, jeg snakkede til ham hele tiden, jeg kan huske, vi gik i tunnelen, og jeg sagde: 'Roy, du ved godt, du er den nye i klassen, ikke? Velkommen til dit værste mareridt',« fortæller Paul Gascoigne.

Det stoppede dog ikke her, for under kampene gik han også til Keane.

»Vi vandt 1-0, men han sagde efterfølgende i aviserne: 'Gudskelov, at den kamp er slut, jeg er aldrig blevet talt så meget til i mit liv'. Jeg sagde til ham, at jeg gik i seng med hans kone,« fortæller 53-årige Paul Gascoigne, der i sin karriere blandt andet nåede at spille over 50 landskampe for England.

Den tidligere landsholdsspiller blev betegnet som en af de bedste spillere i sin generation, og han nåede at optræde for klubber som Newcastle, Tottenham, Lazio og Rangers.

De seneste par år er han dog kommet i medierne af nogle knap så flatterende grunde, for efter sit fodboldfarvel i 2004 begyndte skandalerne at hobe sig op.

Her dukkede vedvarende beretninger om et massivt alkoholmisbrug op, og så sent som i 2017 lod han sig indskrive på et afvænningscenter. Hans navn er også blevet nævnt i forbindelse med historier om overfald på fotografer og en ekskæreste samt en personlig konkurs.

I november 2018 blev han så anklaget for sexovergreb under en togtur fra York til Durham.

Her kyssede han en kvinde på munden, hvilket han ikke benægtede, da sagen var for retten. Han forklarede, at han gjorde det for at beskytte kvinden mod nogle personer, der i toget kaldte hende grimme ting. Kvinden, der anmeldte ham, forklarede i retten, at hun havde været bange og meget ked af det efter episoden.

Paul Gascoigne blev efter flere dage i retten frikendt. Var det endt anderledes, havde det fået store konsekvenser for den tidligere fodboldspiller, der på det tidspunkt gennemlevede nogle hårde år.

»Jeg mistede Jay, min far, så havde jeg sagen med sexovergreb. Jeg er så glad for, at juryen tænkte logisk og frikendte mig. Jeg var i panik. Hvis jeg var endt i registeret over sexforbrydere, havde mit liv været slut,« sagde Paul Gascoigne.