Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Han har spillet 59 kampe på det engelske fodboldlandshold og repræsenteret Premier League-klubberne Manchester United og Everton. Men at Phil Neville også har en handicappet datter, er formentlig de fleste danskere ubekendt.
I et åbenhjertigt interview i det engelske dagblad Daily Mail fortæller han om sin families skæbne.
Og han lægger ikke fingrene imellem.
»At se min datter kæmpe mod sit handicap har gjort mig til et bedre menneske,« citeres han blandt andet for at sige.
Isabella Neville, der nu er 16 år, blev født otte uger før den planlagte termin, og da hun var 18 måneder, blev det konstateret, at hun var ramt af spastisk lammelse (cerebral parese).
I interviewet fortæller Phil Neville, hvordan familien tackler problemet.
»Vi har sagt til vores datter, at hun måske ikke når det niveau, hun ønsker, inden for fysiske aktiviteter, men vi giver hende mulighed for at spille netball, vandre og svømme,« siger Phil Neville og tilføjer:
»Handicappet betyder, at hun er bevægelseshæmmet fra taljen og ned. På benene bærer hun seler, og hun får behandlinger tre-fire gange om ugen, så hendes muskler kan blive trænet.«
Phil Neville er nu træner for det engelske kvindelandshold i fodbold.