Aston Villa og Lyngby kan ende i et samarbejde, og det kan begge parter få meget ud af. Det mener den tidligere Aston Villa-spiller Martin Laursen.

»Aston Villa er ganske vist kun i den næstbedste engelske række lige nu. Men det er en kæmpe klub i England med en stor historie,« siger Martin Larusen til bt.dk

Aston Villa har meddelt, at klubben kommer til Danmark i næste uge for at tale med Lyngby om et samarbejde mellem de to klubber. Ifølge Aston Villas klubdirektør, Keith Wyness, kommer klubben ikke for at rydde op - men for at udvikle klubben.

»Jeg forestiller mig, at store Lyngby-talenter kan blive solgt til Aston Villa, og det kan jeg kun anbefale. Jeg havde en god tid i klubben. Uanset om det bliver i Championship eller i Premier League, vil det være et skridt opad for en Lyngby-spiller,« siger Martin Laursen.

»Aston Villa har haft det svært i de sidste seks-syv år, og det kuliminerede med nedrykningen for et par år siden. I første omgang var det svært for klubben at vænne sig til at spille i Championship, men på det seneste har holdet været inde i en god stime under den nye manager, Steve Bruce, så nu håber klubben på oiprykning igen,« fortæller Martin Laursen.

Den tidligere danske landsholdsspiller forestiller sig dog også, at samarbejdet kan gå den anden vej - og ikke kun fordi Aston Villa økonomisk skal holde hånden under Lyngby.

»Der kan jo godt være en god idé for en ung Aston Villa-spiller at prøve sig af i Danmark. Det vil ofte være bedre for en ung spiller at få noget førsteholdsfodbold i den danske liga end at spille reserveholdsfodbold eller ungdomsfodbold i Aston Villa. I sidste sæson kom Lyngby jo også i kvalifikationen til Europa League, og selvom det nok ikke bliver lige foreløbig, at det sker igen, så kan det jo godt komme på et tidspunkt. Det vil Villa også se på med positive briller, hvis et af deres talenter kan få europpæisk erfaring på den måde,« siger Martin Laursen.

LÆS OGSÅ: Ny Lyngby-boss lover: Der er penge nok - indtil videre...

»Endelig kan det være, at klubbens kinesiske ejere også har en plan om at få foden inden for på det europæiske kontinent. Men jeg vil gerne understrege, at det er ikke noget, jeg ved så meget om,« siger den nu 40-årige Martin Laursen, der i flere år arbejdede som fodboldekspert, men som for tiden mest hygger sig med familien.

Martin Laursen spillede i Aston Villa fra 2004 til 2009. Inden da havde forsvarsspilleren blandt andet spillet for AC Milan, som han blev italiensk mester og vandt Champions League med.