FCK-træner Jess Thorup kalder præstationen i pokalfadæsen mod Nykbøing for 'pivringe'.

Den danske topklub tabte 0-3 til 1. divisionsmandskabet i et opgør, hvor Thorup startede med reserverne.

Siden blev profilerne skiftet ind i takt med kampens udvikling, men lige lidt hjalp det.

»Det er ene og alene mit ansvar, at vi skiftede otte mand i dag, men jeg havde en god fornemmelse af det, inden vi tog herned,« siger han til FCKs hjemmeside og tilføjer:

»Selvfølgelig vidste vi godt, at Nykøbing ikke er et hold, man bare lige kører over, og de skal også have stor cadeau for deres indsats i dag, men når det er sagt, så var vi simpelthen pivringe.«

FCK tabte i weekenden 0-1 til FC Midtjylland, og med de to nederlag på få dage har københavnerne mistet pusten efter en stærk periode. Her vandt holdet hele ni kampe i streg.

Thorup mener, man helt har mistet dét, man vandt i den periode.

»Det er sindssygt skuffende, for meget af det, vi har bygget op gennem de første 15 kampe som ubesejrede, det har vi smidt væk med vores præstationer i dag og i søndags,« siger han.

Han håber, holdet kan komme tilbage på sporet i weekenden.

»Men der er ikke andet at gøre end at starte forfra i morgen (torsdag, red.) og arbejde frem mod en sejr i Farum på søndag, så vi kan komme tilbage på sporet og finde momentum igen,« lyder det fra Thorup.

FCK er nummer to i Superligaen efter ni kampe – blot ét point efter førerholdet fra FC Midtjylland.

Men nu er de fortid i pokalturneringen, mens de stadig har kampe i Europa, hvor de deltager i Conference League.