FCK-profilen Nicolai Boilesen lægger sig fladt ned efter 0-3-fadæsen mod Nykøbing FC i pokalturneringen.

Fiaskoen kommer få dage efter, at københavnerne tabte 0-1 til FC Midtjylland i Superligaen.

»Det er et realitycheck. Nu er det gået godt i rigtig, rigtig lang tid, men det, vi leverer i de sidste to kampe, viser, at vi ikke kommer sovende til det. Det er et wakeupcall, at vi skal gøre alt 110 procent, ellers får vi det svært uanset, hvem vi møder. Vi red på en bølge, men vi kan vist roligt sige, den er forsvundet,« siger Boilesen til DR.

Flere FCK-fans havde taget turen til Nykøbing for at følge mesterskabsbejlerne, men måtte rejse skuffet hjem. Boilesen var efter kampen nede og takke for opbakningen i en samtale med nogle af fansene.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Og det var ikke positiv respons, han fik.

»Jeg tror ikke, det egner sig til tv,« siger han adspurgt om, hvad der blev sagt, og tilføjer:

»Jeg har ikke noget imod at skulle tage ansvar for det. Vi spillede forfærdeligt, jeg er en af lederne på holdet, og det var ikke godt nok. Der er ikke så meget at sige til det. Jeg prøvede at indrømme over for dem, at det ikke var godt nok, og sige tak for, at de er kommet. Men det var ikke meget respons, jeg fik,« siger han.

Sebastian Koch scorede kampens to første mål, inden Mathias Kristensen satte sejren på plads med sit mål til 3-0 i de døende minutter.