Comeback efter syv års fravær.

Thomas Helveg var én af Danmarks bedste spillere op gennem 90'erne og 00'erne. Men i de seneste syv år er det ikke meget, fodbold-Danmark har set til den fynske forsvarsklippe.

Og det er der en særlig grund til. Det fortæller han til B.T. på dagen, hvor han er blevet præsenteret som den nye assistenttræner for U19-landsholdet.

»Jeg har haft det rigtig fint med at få tingene på afstand. Ikke fordi jeg var fodboldsky, men når man har været i gamet i så lang tid, skal man have en pause.«

Thomas Helveg tiltræder som assistenttræner for U19-landsholdet til september. Foto: Anders Kjærbye – fodboldbilleder.dk
Thomas Helveg tiltræder som assistenttræner for U19-landsholdet til september. Foto: Anders Kjærbye – fodboldbilleder.dk
Vis mere

»Og den fik jeg muligheden for at få på det tidspunkt,« siger Thomas Helveg fra sin have i Odense.

Tidspunktet var 2013, da Thomas Helveg havde været ansat som assistenttræner i OB i tre år. Gennem to årtier forinden havde han ovenikøbet spillet professionel fodbold i blandt andet OB, AC Milan og Udinese samt spillet 108 A-landskampe for Danmark.

»Det var et fedt, men også meget intenst forløb. Det kræver mere end at gå i seng til tiden, komme til træning, spille kampe og høre efter alt, hvad der bliver sagt. Du er hele tiden på, man lever under rigtig mange regler, og alting går bare stærkt. Det er ikke bare to timers træning, og så kan man drikke kaffe resten af dagen.«

»Så nogle gange skal man også bare trække vejret bagefter. Jeg skulle i hvert fald have en puster, se fodbolden med et par friske øjne og få et andet synspunkt på tingene. Så det var helt bevidst, at jeg trak mig,« indrømmer Thomas Helveg.

Thomas Helveg var assistenttræner for OB i perioden 2010-2013.
Thomas Helveg var assistenttræner for OB i perioden 2010-2013. Foto: CLAUS FISKER
Vis mere

Efter opholdet i OB holdt han helt fri, før han involverede sig i noget bestyrelsesarbejde i FC Roskilde. Da det endte, begyndte han at undervise i fodbold på en efterskole i Strib på Vestfyn, mens han sideløbende har beskæftiget sig med coaching på hobbyplan.

Og nu er han atter helt klar til igen at beskæftige sig med professionel fodbold.

»En god kamp kræver altid 100 procent restitution. Opladeren har været i kontakten, og så vi er klar.«

»Det bliver en fed og spændende udfordring at arbejde med unge mennesker og gøre dem endnu bedre. Så får jeg også selv muligheden for at lære og bygge på mit træner-cv. Om du er 20 eller 30, så kan du altid blive bedre, selvom man har en hulens masse erfaring. Erfaring er jo én af de ting, vi skal tænke på at få givet videre til de unge.«