U-landsholdene i fodbold får nye assistenttrænere. To af dem har 155 A-landskampe tilsammen på cv'et.

De to tidligere landsholdsstjerner Thomas Helveg og Thomas Kahlenberg kan fremover opleves som en del af trænerstaben hos Danmarks ungdomslandshold.

De to 'gamle' stjerner er ansat som henholdsvis assistenttræner for det danske U19-landshold og U16-landshold fra september.

Det bekræfter DBU over for B.T.

Thomas Helveg i aktion for A-landsholdet i en venskabskamp mod Island.
Thomas Helveg i aktion for A-landsholdet i en venskabskamp mod Island. Jens Nørgaard Larsen

Talentchef hos DBU Flemming Berg er begejstret over den erfaring, de unge stortalenter snart får glæde af.

»Kahlenberg og Helveg er enorme kapaciteter med store karrierer i bagagen på både klub- og landsholdsniveau. De har erfaring fra banen, omklædningsrummet og en masse 'tavs' viden, som vi håber, at de kan give videre til de næste danske A-landsholdsspillere.«

»De er to store personligheder, som kan bidrage til teamet og styrke den faglighed, som vores cheftrænere besidder,« siger Flemming Berg.

Målsætningen med de nyerhvervede trænere er, at de skal være med til at udvikle A-landsholdspotentiale hos den unge generation.

Thomas Kahlenberg stoppede sin aktive karriere i 2017. Nu fortsætter han som træner.
Thomas Kahlenberg stoppede sin aktive karriere i 2017. Nu fortsætter han som træner. Claus Bech

»På de enkelte hold sammensætter vi vores trænerteams, så DBU kan tilbyde det maksimale i forhold til spillernes udvikling. Vi skal sikre, at DBU kan give noget ekstra samt give spillerne grobund for at opnå målsætningen om at blive professionelle fodboldspillere og forhåbentligt A-landsholdet,« siger Flemming Berg.

Thomas Helveg debuterede selv for landsholdet i 1994 og fortsatte til 2007. Han optrådte 108 gange i de rød-hvide farver og optrådte for storklubber som AC Milan og Inter.

Helt så mange landskampe nåede Thomas Kahlenberg ikke. Ikke desto mindre nåede den tidligere Brøndby-spiller 47 kampe fra 2003 til 2014.

Foruden Helveg og Kahlenberg har DBU sikret sig nye assistenttrænere for U17- og U18-landsholdene. Det bliver henholdsvis Dennis Pedersen og Mads Buttgereit, der har trænererfaring fra Silkeborg IF og FC Midtjylland.