Brentford og Thomas Frank har taget Premier League med storm.

Oprykkerne er ubesejrede efter de tre første kampe, og i Premier League-debuten besejrede man storfavoritterne Arsenal 2-0.

Efterfølgende kunne danske Frank se sig selv blive hyldet både nær og fjern, da et billede af ham og Brentford-fanen Woody O'Rourke blev delt vidt og bredt.

(Gense det magiske øjeblik øverst i artiklen)

Farzam Abolhosseini

»Det, jeg er mest glad for, er, at folk, som kender mig godt, ved, at det er bare sådan, jeg er. Der kunne være alle mulige tanker om det ene eller andet, men det er altså bare sådan, jeg er. Jeg er bare mig selv. Jeg så Woody, som jeg kender i forvejen. Det var tilfældigt, jeg spottede ham i mængden. Jeg tænkte bare, han ville blive glad, hvis jeg kom ud til ham,« siger Frank til B.T.

Og Woody blev også glad, da Frank blandt andet sendte en personlig besked til ham efter kampen.

Frank holder sig fra sociale medier, men han kunne ikke undgå at se billedet af de to i jubel efter sejren over Arsenal.

»Det gode er, at jeg ikke er på sociale medier. Men det er en del af mine venner, familie og øvrige omgangskreds. Jeg så da billedet efterfølgende, som jeg fik tilsendt,« forklarer han.

Sejren over Arsenal satte i den grad Brentford på landkortet.

»Det var helt ekstremt før og efter Arsenal-kampen. Så vidt jeg har forstået, oplever man det kun, hvis man vinder Premier League, for presseopbuddet var så stort. Det var timingen af den første kamp i sæsonen, der blev vist verden over, og så slår vi Arsenal,« siger Frank, der glæder sig over holdets start i den bedste engelske række.

»Det har heldigvis været en god oplevelse. Vi ved godt, der er lang vej endnu, og vi er kun lige startet. Men vi har leveret tre gode præstationer og har været med i kampene. Vi vinder fuldt fortjent over Arsenal, og vi spiller to helt lige kampe mod Crystal Palace og Aston Villa, hvor det godt kunne være blevet til en snæver sejr til os. Det er en god start, men vi skal holde niveauet,« siger Frank.

Hos danskerklubben Brentford har især én dansker markeret sig, mener Frank.

»Inden vi rykkede op, var Christian Nørgaard måske den bedste 6'er i Championship. Jeg synes bestemt, han har niveau til Premier League, og det har han også vist. Jeg synes også, han kan spille på et rigtig, rigtig højt niveau. Det er rart at se, at han kan være med og bidrage,« siger han.

Men det er svært ikke at mærke forskel på Championship og Premier League.

»Når det går stærkt, går det rigtig stærkt. Der er virkelig smæk på i omstillingerne. Og så er der hele maskineriet – eller cirkusset, hvis man kan kalde det dét – med medierne og hele opsætningen. Det er kæmpe stort. Optakten til hver gang, under kampen og efter kampen. Der kan man godt se, man er kommet til noget, der er worldwide,« lyder det fra Frank.

Brentford møder lørdag Brighton på hjemmebane efter en mindre pause på grund af landskampe.