Fodboldspillere skal ofte lægge øre til mange tilråb og mishagsytringer fra fremmede mennesker. Men det gælder åbenbart også for spillernes koner.
Det fortæller den russiske model Ekaterina Dorozhko Souza, der er gift med den tidligere Spartak Moskva-angriber Luiz Adriano.
I et opslag på Instagram fortæller den 23-årige model, at ægteskabet med den 10 år ældre fodboldspiller har medført nogle ubehagelige oplevelser i hendes liv, hvor hun også drager paralleller til den racisme-debat, der i øjeblikket finder sted efter drabet på den sorte amerikaner George Floyd.
»Jeg vil nu tale om et emne, der er meget smertefuldt i øjeblikket. Mit hjerte gør ondt på grund af de ting, som sker i verden,« indledes Instragram-opslaget med, inden Ekaterina Dorozhko Souza fortsætter:
»Jeg har aldrig gjort forskel på folk på grund af deres hudfarve, hårfarve eller status. For mig er vi alle ens. Halvdelen af min familie er sort, og jeg elsker dem så meget.«
Ekaterina Dorozhko Souza siger videre, at hun i starten var bange for, at Luiz Adrianos familie ikke ville kunne lide hende, fordi hun er russer og har et meget anderledes liv.
Men det viste sig, at familien ikke var den, der havde det sværest med at acceptere, at hun havde giftet sig med fodboldspilleren.
»I begyndelsen, når jeg tog til fodbold i Brasilien, råbte folk til mig: 'Se, russeren kommer'. Hver dag i en lang periode modtog jeg beskeder, hvor folk ønskede mig død, ønskede sygdom hos mine forældre, de lovede at finde mig og tæske mig og mange andre frygtelige ting, fordi jeg er gift med en sort mand.«
På trods af de ubehagelige beskeder giver Ekaterina Dorozhko Souza dog ikke udtryk for, at hun har ladet sig gå nævneværdigt på af dem.
I stedet stiller hun sig undrende over for folks ondskab.
»Hvis helvede og paradis findes, så er helvede her på jorden,« konstaterer Ekaterina Dorozhko Souza i sit opslag.
»Jeg ønsker og drømmer om, at vi alle bliver venligere og klogere, fordi fremtiden afhænger af os,« skriver hun videre på Instagram.
I skrivende stund har den russiske models opslag fået over 13.000 likes.
Ekaterina Dorozhko Souza og Luiz Adriano blev gift sidste år, efter de havde mødt hinanden, mens Luiz Adriano spillede i den russiske storklub Spartak Moskva. Parret flyttede efterfølgende til Sydamerika, da Adriano skiftede til den brasilianske klub Palmeiras i sommeren 2019.



