Alting har en pris. Det samme gør sig gældende, når det kommer til at kommentere fodbold på tv.

Det har kommentatoren Carsten Werge mærket på egen hånd.

I bogen 'Det er genialt, det der' forklarer han, hvordan fans ofte reagerer voldsomt på det, han foretager sig, når han befinder sig på skærmen.

'Jeg var engang til en pokalkamp i Næstved, hvor nogle FCK-fans lavede optøjer og opførte sig som idioter. Det sagde jeg. Bagefter ringede min chef og sagde, at jeg nok skulle passe lidt på, fordi de kunne finde på at komme efter mig. Det fik han ret i,' skriver Carsten Werge i bogen.

Carsten Werge beskriver i bogen bagsiden af at kommentere fodbold på tv.
Carsten Werge beskriver i bogen bagsiden af at kommentere fodbold på tv. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Efterfølgende beskriver han, hvad der skete den følgende dag.

'Næste dag kommenterede jeg en anden pokalkamp, og da jeg kom hjem til min villavej, kunne jeg på afstand se, at der stod fem-syv i FCK-tøj og med foldede arme foran min indkørsel. Det var ret ubehageligt.'

'De gjorde mig ikke noget, da jeg steg ud af bilen, men de blev stående, efter jeg var kommet ind i huset.'

Ubehaget stopper ikke her. Carsten Werge beskriver også, at han tit modtager dødstrusler. Modsat chikanen på hjemmeadressen tager han dog truslerne i mere stiv arm.

Coveret til den nye bog fra Flemming Toft, Carsten Werge og Svend Gehrs, der udkommer 3. juni og koster 299 kr.
Coveret til den nye bog fra Flemming Toft, Carsten Werge og Svend Gehrs, der udkommer 3. juni og koster 299 kr. Foto: Lindhardt og Ringhof
Vis mere

'Jeg har aldrig involveret politiet, men jeg kan godt finde på at hænge folk ud på Facebook, når de skriver syge ting til mig (...). Når de sviner mig til, kan jeg også tillade mig at slå tilbage.'

Den 61-årige tv-kommentator er ikke den eneste, der i bogen beskriver, hvordan trusler er dukket op efter at have været på skærmen. Det samme har Flemming Toft oplevet, da han i 90'erne modtog trusler fra Brøndby-fans.

'Jeg henvendte mig til politiet, som lovede mig beskyttelse, hvis jeg tog på Brøndby Stadion, men de ville fraråde mig det. Jeg tog ikke på stadion, men modtog senere et lignende trusselsbrev, da jeg kort efter vendte tilbage til TV 2 og skulle kommentere en FCK-kamp.'

'Det er genialt, det der', som indeholder en lang række anekdoter og fortællinger fra kommentatorerne Carsten Werge, Flemming Toft og Svend Gehrs, udkommer 3. juni.