Martin Braithwaites forestående - og lidt surrealistiske - skifte til selveste FC Barcelona skaber glæde hos landsholdsspilleren tidligere danske klubber - men der er også en lille snert af ærgrelse.

Ifølge spanske medier vil Barcelona betale Leganes 135 millioner kroner for Braithwaites underskrift. Og sådan et skifte ville normalt skabe guldregn over spillerens tidligere klubber - på grund af reglen om de såkaldte 'uddannelsespenge'.

Men den regel træder kun i kraft, hvis spilleren skifter fra et land til et andet. Og da der her er tale om et internt La Liga-skifte, falder der ikke så meget som en bøjet femøre af til Braithwaites danske klubber - SGI, FC Midtjylland og Esbjerg.

»Ja, det er korrekt. Reglerne er faktisk ved at blive lavet om, men det er desværre ikke sket endnu,« fortæller sportschef i Esbjerg, Jimmi Nagel.

Foto: Alejandro Garcia
Vis mere

Ifølge B.T.'s beregninger går Esbjerg glip af omkring 5,5 millioner kroner på grund af landegrænse-reglen.

»Vi glæder os over, hvis en spiller fra vores akademi ender i Barcelona, men set fra et økonomisk perspektiv havde det da været fint, hvis han havde spillet i Italien og tog skiftet derfra til Barcelona,« siger Jimmi Nagel.

»Men det er en virkelig god case for Esbjerg. Det er noget, der gør alle vores dygtige trænere og ledere i akademiet ære. Jeg er ret sikker på, at det vil gøre dem stolte.«

Formand i Sædding-Guldager Idrætsforening (SGI), Niels Brinch, må også vinke farvel til i omegnen af én million kroner, fordi Braithwaites skifte er en intern spansk sag. Men det tab lever den lille klub fint med.

Foto: DAVID KLEIN
Vis mere

»Vi har flere fået penge for ham i løbet af årene. Så vi har fået vores lille andel. Vi synes bare, at det er fantastisk, at én af vores spillere er gået hele vejen,« lyder det fra Niels Brinch.

»Jeg tænker, at det er helt fantastisk - hvis det sker. Det er en fornøjelse, at han er nået så langt. Hvis det sker, så tror jeg sgu, at vi skal en tur til Barcelona, haha.«

Ifølge B.T.s oplysninger forhandler 28-årige Martin Braithwaite og FC Barcelona de sidste detaljer på plads i løbet af tirsdagen.

Og går alt efter planen, bliver danskeren onsdag præsenteret i den katalanske storklub.