Det er en benhård og næsten blodig kamp, som Europas storklubber udkæmper på transfermarkedet om de største stjerner og supertalenter.

En af de nyeste spillere på milliardmarkedet er nyrige Paris Saint-Germain, som særligt har tildelt FC Barcelona det ene ydmygende transfernederlag efter det næste.

I de fleste tilfælde, hvor de to klubber har kæmpet om den samme profil, er franskmændene og deres bugnende pengepung kommet ud som sejrherre, mens FC Barcelona har stået groggy tilbage og har måttet ty til desperate nødløsninger og tvivlsomme plan B'er.

Og det ser de også ud til at gøre i den mest aktuelle duel, den om det hollandske supertalent Matthijs de Ligts gunst. Den store Barcelona-baserede sportsavis Sport har i den forbindelse opridset de syv heftigste transferdueller mellem FC Barcelona og PSG i de sidste syv år. Følg med herunder:

PSG's rige sugardaddy, Nasser Al-Khelaifi, præsenterer Neymar i 2017.
PSG's rige sugardaddy, Nasser Al-Khelaifi, præsenterer Neymar i 2017. Foto: ALAIN JOCARD
Vis mere

1. Thiago Silva
Tilbage i 2012 var PSG – takket være Qatar-oliemilliarder – kommet op i en liga, hvor de for alvor kunne lege med om de dyre drenge på transfermarkedet. Det fik FC Barcelona at føle, da de blot kunne se til, mens deres primære transfermål den sommer, den brasilianske landsholdsanfører, Thiago Silva, skrev under på en fed kontrakt med franskmændene trods måneders kurtisering. FC Barcelona fandt en nødløsning i Alex Song, som storfloppede.

2. Marquinhos
Efter en enkelt imponerende sæson i AS Roma blev det brasilianske forsvars-supertalent udset til at være Carles Puyols afløser i Barcas midterforsvar i sommeren 2014. Men også i dette tilfælde fik pariserne overbevist Marquinhos om, at det var en bedre idé at tage til den franske hovedstad og hygge lidt i Ligue 1 med en stor pengepose. Endnu en lang næse til catalonierne, som panikkøbte Matthieu og Thomas Vermaelen i stedet. Av av, et sløjt bytte.

3. Marco Verratti
Hvem skal afløse Xavi? Det var det store spørgsmål i Barcelona i 2017. Klubledelsen var efter at have søgt med lys og lygte overbevist om, at PSG's Marco Verratti var manden, der kunne overtage dirigentstokken på Barca-midtbanen efter den spanske legende. PSG nægtede dog at sælge deres lille guldfugl – selv ikke til de vildeste beløb – og efter flere måneders åben kamp meldte italieneren ud – mere eller mindre frivilligt – at han ville blive i Paris.

4. Neymar
Det var en sand bombe, der ramte FC Barcelona, da det senere på sommeren i 2017 stod klart, at Neymar ville forlade klubben. Han ville til Paris, hvor en vanvidskontrakt og en status som altoverskyggende über-stjerne med trøje nummer 10 og prædikatet verdens dyreste spiller ventede i PSG. Dermed blev succestrekløveret Messi/Suarez/Neymar brudt op, og catalonierne måtte ud på markedet efter en offensiv verdensklasse-erstatning (som de endnu ikke har fundet – mere om det herunder).

Hverken Angel Di Maria eller Marco Verratti kom til FC Barcelona.
Hverken Angel Di Maria eller Marco Verratti kom til FC Barcelona. Foto: YOAN VALAT
Vis mere

5. Angel Di Maria
Et plaster på det sår, som Neymar-salget skabte, havde FC Barcelona gerne set, at Angel Di Maria skulle være. Den tidligere Real Madrid-kantspiller, som nu var på kontrakt i PSG, ville gerne tilbage til Spanien og var klar til at skifte til FC Barcelona, men franskmændene spillede højt spil med en prisskilt, som var alt for stort til catalonierne, som endte med at trække følehornene til sig. Barca endte med at betale over en milliard kroner for flopbrasilianeren Coutinho i stedet.

6. Ivan Rakitic/Adrien Rabiot
Sidste år blev den store rivalisering mellem PSG og FC Barcelona endnu en gang synlig for omverdenen i to langtrukne transfersagaer. Først fik franskmændene deres egen medicin at smage, da de fik afslag på et køb af FC Barcelonas Ivan Rakitic trods et bud på den gode side af en halv milliard kroner for den kroatiske midtbanemand. Omvendt jagtede spanierne Adrien Rabiot i PSG, men den handel blev heller aldrig til noget efter et rodet forløb. Den duel endte uafgjort mellem de to giganter.

7. Frenkie de Jong
Endelig succes, må de have tænkt nede i FC Barcelona! For efter en række transfer-nederlag til den nye frække og svinerige dreng i klassen, så var det en stor triumf for Barca-fansene i den fodboldgale by, da det for nogle måneder siden blev officielt, at klubpræsident Bartomeu havde sikret sig Ajax-vidunderet Frenkie de Jongs underskrift – i benhård kamp med netop Paris Saint-Germain. Svimlende 86 millioner euro kan den handel ende med at koste catalonierne, men lige nu godter de sig bare over at have købt Europas hotteste midtbanetalent.

8. Men så er der spillet på banen...
Trods de mange transfertæsk kan FC Barcelona dog trøste sig med at have overhånden på banen. Det så man senest i 2017, hvor Messi og co. vendte et 4-0-nederlag i den første 1/8-finale i Champions League til en helt igennem vanvittig samlet 6-5-triumf. Men uanset hvad: Det sidste slag er nok næppe udkæmpet mellem de to nye rivaler i toppen af fodboldhierarkiet. Foruden De Ligt-duellen er der også på rygtebørsen åbnet op for et Neymar-comeback til FC Barcelona.

FC Barcelona-præsident Josep Maria Bartomeu præsenterer Frenkie de Jong.
FC Barcelona-præsident Josep Maria Bartomeu præsenterer Frenkie de Jong. Foto: EFE/FC BARCELONA
Vis mere