Det svenske fodboldlandshold ser bort fra spillere, der er tilknyttet italienske klubber, når Sverige møder Rusland og Cypern senere på måneden.

Det oplyser Sveriges Fodboldforbund (SvFF) ifølge TT.

- Ingen landsholdsspillere, som er hjemmehørende i Italien, vil blive udtaget til landsholdets kommende samlinger, lyder det i udtalelsen.

Italien er det land i Europa, der er hårdest ramt af coronavirus. Landet har registreret mere end 10.000 tilfælde af den smitsomme sygdom, og store dele af landet er reelt lukket ned.

Det har SvFF altså nu taget konsekvensen af, hvilket går ud over spillere som Albin Ekdal (Sampdoria) og Robin Olsen (Cagliari).

- Jeg har forståelse for, at der er en frygt for at hente folk hjem fra Italien lige nu, siger Ekdal til Aftonbladet.

I Danmark står Dansk Boldspil-Union (DBU) over for et tilsvarende dilemma i forhold til kampene mod Færøerne og England i slutningen af marts.

En række danske landsholdsspillere bor og arbejder i Italien. Blandt andre Christian Eriksen og Simon Kjær, der begge spiller i Milano.

Ritzau har forsøgt at få en reaktion fra DBU, som onsdag oplyser, at unionen ikke har nogen kommentarer.

Tirsdag meddelte statsminister Mette Frederiksen (S), at fly fra de hårdest ramte områder i Italien ikke længere vil få lov at lande i Danmark.

De danske myndigheder anbefaler samtidig, at personer, der kommer til Danmark fra højrisikoområderne, skal i karantæne i 14 dage.

/ritzau/