Coronavirussen har nu også ramt tysk fodbold, og en dansk spiller er helt tæt på.
Den tyske forsvarsspiller Timo Hübers, som til dagligt spiller i Hannover 96 er nemlig smittet med coronavirus.
Det oplyser klubben på sin hjemmeside, og spilleren er sendt i karantæne omgående.
»Timo har opført sig eksemplarisk,« siger klubbens sportsdirektør Gerhard Zuber.

»Da han fandt ud af, at han havde været til et arrangement med en, som er blevet testet positiv, tog han direkte til lægen. Han er blevet sendt i karantæne derhjemme.«
Hübers er holdkammerat med den danske målmand Martin Hansen, som kom til klubben i januar i år.
Den 29-årige keeper har dog stadig sin debut til gode for holdet, der spiller i 2. Bundesligaen, da han pt. er ramt af en skade.
Martin Hansen har tidligere spillet for Liverpools ungdomshold.

Han er blandt andet kendt for et fantastisk mål med hælen, der gik verden rundt i 2015. Det scorede han, da han spillede i ADO Den Haag. Du kan se den vilde scoring her.
Hannover 96 har meddelt, at man nu vil teste alle sine spillere for coronavirus.
Truppen tæller også den tidligere Brøndby-stjerne Dominik Kaiser og AGF-profil Josip Elez.
Coronafrygten har også sat sit præg på Tysklands bedste række, hvor samtlige kampe i 26. spillerunde afvikles uden tilskuere.