Den svenske landsholdsspiller Carl Starfelt er testet positiv for corona, efter han spillede landskamp mod Danmark onsdag aften.

Det meddeler det svenske fodboldforbund. Og det sker altså på bagkant af en uge, der i den grad har stået i coronaens tegn i den danske landsholdslejr.

Her har Robert Skov været testet positiv for corona, og det endte med at sende adskillige landsholdsspillere i isolation - ligesom det også gjaldt landstræner Kasper Hjulmand og hans assistent, Morten Wieghorst.

Derfor kommer den nyhed næppe på det bedst tænkelige tidspunkt for det danske landshold. Der er dog blevet testet heftigt i landsholdslejren, hvor de, som har været i nærkontakt med Robert Skov, også har været isoleret.

SHAMIL ZHUMATOV

»Det ændrer ikke noget i forhold til spillere og trænere på det danske landshold, der i forvejen testes løbende - senest med negative tests til alle her til morgen. Alle på og omkring holdet testes planlagt igen på søndag. Vi fortsætter med stor forsigtighed i lejren, der er ændret efter alle gældende forholdsregler på grund af corona,« siger landsholdslæge Morten Boesen.

De negative test fredag var godt nyt, når nu mere end 20 spillere endte med ikke at kunne spille landskampen mod Sverige, da de enten havde været for tæt på Robert Skov - eller i de engelskbaserede spilleres tilfælde ikke måtte tage til Danmark, da det så ville koste en karantæne, når de vendte hjem.

Kampen mod Sverige, der blev vundet 2-0, blev derfor spillet med en del reserver, men selvom Carl Starfelt nu er testet positiv for corona, må tiden altså vise, om han skulle have smittet nogle danske spillere. De efterfølgende test har i hvert fald ikke påvist noget indtil videre.

Danmark spiller næste kamp søndag mod Island i Parken, og her vil spillerne fra de engelske klubber være med igen, da de er landet i Danmark fredag, efter de engelske myndigheder gav lov til at komme ind i landet igen uden karantæne.