Fra sammen til hver for sig.

Shakira og Jennifer Lopez skal stå for underholdningen til årets Super Bowl, men forholdet mellem dem er ikke just 'hyggeligt.

Sådan beskriver en kilde over for kendis-bloggeren Lovebscott.com, hvad der foregår kun halvanden uge, før det show skal afvikles.

»Der var oprindeligt planer om, at de skulle optræde sammen i en betragtelig del af showet, men det er droppet. Som det ser ud nu, planlægger de bare at optræde kortvarigt sammen mod slutningen. Der er ikke en egentlig fejde, men der er helt sikkert kold luft mellem de to stjerner,« lyder det fra kilden.

Det er San Francisco 49ers og Kansas City Chiefs, der mødes i det, der ofte kaldes årets største enkeltstående sportbegivenheder. Lige så stor prestige er der derfor i at optræde i pause-showet for de kunstnere, der hvert år får tilbudt den mulighed.

Det handler om 12-14 minutters scenetid foran millioner af tv-seere. Indtil videre har Shakira og Jennifer Lopez dog svært at få skåret deres show ned til den ønskede længde.

De vil hver især være på scenen så længe som muligt.

»Folk tæt på produktionen siger, at det har noget at gøre med, at Jennifer blev tvunget til at dele scenen med Shakira. Oprindeligt skulle hun have haft det alene, men så tilføjede NFL og Pepsi (pause-showets sponsor, red) Shakira senere,« lyder det hos Lovebscott.com.

Jennifer Lopez har tidligere talt begejstret om at skulle stå for underholdningen ved Super Bowls halvlegs-show.

»Det er som at vinde en Oscar. Det er det største show, der findes. Det er det største publikum overhovedet,« har hun sagt, og hun har samtidig glædet sig over samarbejdet med Shakira.

»Vi er begge latin-kunstnere, og vi bringer den der stemning. Det er spændende og noget, der ikke er set før ved nogen anden Super Bowl.«

Super Bowl – kamp plus pauseshow – afvikles natten til mandag 3. februar.