Fodboldstjernen Zlatan Ibrahimovic vil fjerne sig fra offentlighedens søgelys, når han en dag stopper fodboldkarrieren. Det fortæller den 39-årige svensker i et interview med magasinet France Football.

»Efter min karirere vil jeg gerne forsvinde. Når du har levet i den her verden i så lang tid, som jeg har, så ved du, hvad det kræver mentalt og fysisk at klare det. Så jeg vil bare forsvinde og nyde mit liv,« lyder det fra superstjernen i det store interview.

Ibrahimovic er dog skræmt over tanken om, at han en dag skal stoppe med at spille fodbold, fortæller han.

»Den dag, du stopper med at spille, så vågner du op om morgenen og siger til dig selv; hvad gør jeg nu?«

MARCO BERTORELLO

»Du er ikke længere programmeret til at gøre det samme hver dag. Du åbner et nyt kapitel i livet. Og det skræmmer mig,« siger Zlatan Ibrahimovic, der runder 40 år i oktober.

Den målfarlige svensker ved endnu ikke, hvad han vil kaste sig over, når det er slut med fodbold på topplan.

»Jeg er ikke der endnu, hvor jeg vil tænke på det,« siger han.

Svenskeren er i gang med sit andet ophold i AC Milan, hvor han også spillede fra 2010  til 2012. Hans nuværende aftale med Milano-klubben udløber i sommeren 2022.