Frank Lampard er en legende i Chelsea.

Efter 648 kampe for klubben som midtbanemand er englænderen nu blevet manager for holdet, og derfor er der ikke noget at sige til, at han nærer stærke følelser for London-klubben.

Så stærke, at det er gået ud over hustruen Christine. Det fortæller han i podcasten No passion, No Point.

Ifølge træneren selv kan han blive »et mareridt,« hvis et specielt scenario udspiller sig.

Frank Lampard og hustruen Christine Bleakley.
Frank Lampard og hustruen Christine Bleakley. Foto: NIKLAS HALLE'N
Vis mere

»Vi må ikke planlægge middage eller nogen som helst form for sammenkomster efter kampe, hvis nu det værste skulle ske - for hvis vi taber, er jeg et mareridt. Jeg kan ikke gøre for det,« forklarer Chelsea-træneren i podcasten.

Derfor har Christine fået forbud mod at invitere venner og bekendte efter kampe. Parret tager heller ikke ud, for hvis Lampards hjerteklub taber, ruinerer han arrangementerne fuldstændig.

Men selvom han kan være meget svær at have med at gøre, forklarer den tidligere midtbanespiller, at han ikke for noget i verden ville udskifte hans job med et andet. Også selvom det kan være udfordrende.

»Nu indser jeg, at det er meget hårdere end at spille i forhold til, hvor meget det dræner en. Jeg måtte tilsidesætte mit ego og erkende, at jeg muligvis ville smadre det, som jeg til en vis grad har brugt 13 år på at opbygge. For hvis det ikke går godt, bliver jeg bedømt hårdt og hurtigt,« siger Frank Lampard.