Knap har Kenneth Emil Petersen lagt støvlerne på hylden i OB, før han sin fremtid på plads.

Fremover skal den rutinerede midterforsvarer dele ud af sin viden indefra kulisserne på TV3 Sport, hvor han søndag aften offentliggjorde, at han skal agere fodboldekspert. Og det er et skifte, begge parter glæder sig over.

»Vi glæder os rigtig meget til, at Kenneth Emil Petersen skal være en del af TV3 Sports i forvejen meget stærke hold af fodboldeksperter. Vi kender KEP rigtig godt efter hans lange, flotte karriere i Superligaen, og efter gode snakke den seneste tid er vi overbeviste om, at han vil bidrage med både skarpe holdninger, humor og indsigt i spillet,« lyder det fra Benjamin Munk Lund, der er redaktionschef hos Nordic Entertainment Group.

Selv fortalte KEP, som han ynder at blive kaldt, at han glæder sig til at komme ud på den anden side af kridtstregerne. Her håber han at kunne bidrage med samme entusiasme og skarpe kommentarer, som han også har været garant for i sin tid på banen.

Kenneth Emil Petersen.
Kenneth Emil Petersen. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Men én ting er han en smule nervøs for, når han fremover skal tone frem på tv-skærmene. Men det er ikke at stå foran et stort publikum - i stedet er kollegaen Stig Tøfting, han kommer til at træde varsomt omkring.

»Jeg kan huske min Superliga-debut, hvor Stig stemplede mig over foden, så ham passer jeg lidt på,« lød det med et smil på læben i aftenens Onside.

Da han 19. november sagde stop i OB, fortalte han i et interview med B.T., at det var en stor lettelse endelig at fortælle om sit karrierestop. Det var noget, der længe havde været undervejs, og som havde rødder i en plads længere og længere væk fra banen.

»Jeg har vænnet mig til ikke at være en del af et fodboldhold. Det har været dødssygt. Jeg har heldigvis ikke prøvet det så meget gennem min karriere, men det er dødssygt ikke at være en del af et hold,« lød det dengang fra den ellers afklarede forsvarsspiller.

Kenneth Emil Petersen.
Kenneth Emil Petersen. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Siden Jakob Michelsen i sommer overtog cheftrænerrollen i OB, blev rollen nemlig mindre og mindre. Først røg anførerbindet, siden den faste startplads - og til sidst var der kun en plastikstol i hjørnet med ungdomsspillerne i omklædningsrummet og et koldt sæde på tribunen tilbage.

Kenneth Emil Petersen kan dog se tilbage på en stor karriere, hvor det er blevet til 304 superligakampe. Højdepunktet i karrieren er han heller ikke i tvivl om.

»Danmarksmesterskabet med AaB er helt specielt. Og generelt hele tiden deroppe betyder meget for mig. Både op- og nedturene. Det er noget, der bringer enormt mange følelser frem, og jeg kan også mærke det, bare vi snakker om det nu,« fortalte han.

»Jeg er stolt og glad for, at jeg har været med til at vinde et mesterskab. Det er noget, der kun er meget få, der får chancen for at opleve. Det betyder noget, og det vil jeg altid kunne huske tilbage på.