Den belgiske landsholdsspiller Dries Mertens fik sig en slem forskrækkelse, da han tog et privatfly hjem til Belgien.

Sammen med sin hund Juilette fik Mertens sig en begivenhedsrig flyvetur hjem. Måske lidt for begivenhedsrig.

For da privatflyet fra Napoli skulle lande i Belgien, var der problemer med en glat landingsbane efter heftig regn.

Det resulterede i, at flyet gled langt ud over landingsbanen. Og brandfolk måtte haste til i frygt for en alvorlig ulykke.

Foto: CIRO DE LUCA
Vis mere

Heldigvis kom hverken piloten, Mertens eller hunden Juilette noget til på trods af den slemme forskrækkelse.

Flyselskabet Jung Sky, der stog for flyvningen, bekræfter, at man nu undersøger hændelsen.

»Flyet er i øjeblikket i en hanger i Antwerpen, hvor det inspiceres. En officiel undersøgelse er i gang, og vi vil i de kommende dage have flere oplysninger om årsagerne til episoden« lyder det på firmaets Facebook-side.

Flyet fløj i første omgang fra den kroatiske hovedstad Zagreb, hvor Jung Sky har hovedkvarter, til Napoli, hvor man hentede Mertens og fløj mod Belgien.