Historien om Inters stjerneangriber Mauro Icardi og hans kone og agent Wanda Nara er speciel. Meget speciel.

De to fandt nemlig sammen, da Mauro Icardi spillede sammen med sin gode ven Maxi Lopez i Sampdoria. Dengang var Maxi Lopez gift med Wanda Nara, som han havde tre børn med, men de blev skilt, da det viste sig, at Mauro Icardi og Wanda Nara havde fundet sammen.

Det blev starten på et anspændt forhold, som nu kun er blevet endnu mere betændt. Det fortæller Maxi Lopez.

»Nu ser jeg ikke mine børn. Nogle gange må jeg ikke engang tale med dem i telefon. Sidste gang, jeg rigtig så dem, var i december. Jeg så dem et par timer i januar, efter jeg spurgte Vasco (fodboldklubben, red.) om lov,« fortæller Maxi Lopez til Radio La 990.

Mauro Icardi og Wanda Nara.
Mauro Icardi og Wanda Nara. Foto: DANIELE MASCOLO
Vis mere

Maxi Lopez og Mauro Icardi var gode venner tilbage i tiden, men det forhold blev slået i stykker, da Icardi fandt sammen med Lopez’ kone, Wanda Nara. Og det forhold er altså heller ikke fantastisk den dag i dag.

»Mit forhold til Wanda er besværligt. Der er ingen harmoni. I mange år talte vi kun sammen gennem advokater, fordi det var så kompliceret. Mauro har den samme holdning som hende - nogle gange endda værre. Det er af den grund, at jeg besluttede ikke at holde kontakten med ham. Hans opførsel er altid den samme,« siger Maxi Lopez og forklarer.

»Jeg sagde til ham, at han ville lære at forstå visse ting, når han blev far, men det gjorde han ikke. Det var for eksempel min søns fødselsdag forleden, og de angreb mig over telefonen. Hvilken slags forhold kan du have til sådan nogle mennesker?«

Mauro Icardi og Wanda Nara er lige nu et af de mest omtalte par i Italien. Mauro Icardi er en af de bedste angribere i Serie A, og konen fungerer som hans agent. Den kombination er endt med, at forholdet mellem Inter og dens stjernespiller lige nu er iskoldt.

Mauro Icardi og Wanda Nara.
Mauro Icardi og Wanda Nara. Foto: DANIEL DAL ZENNARO
Vis mere

Mauro Icardi har fået flået anførerbindet af armen og er sendt en tur i kulden. Imens valgte Wanda Nara på italiensk tv at lade følelserne boble over.

Også den situtation - Mauro Icardis forhold til Inter - kommer den tidligere ven ind på i sit åbne interview.

»Italienske chefer er meget sværere at have med at gøre end argentinske. Italien er noget helt andet. Jeg tror, at Inter-cheferne har fået nok af hende og hendes måde at gøre tingene på, plus at Icardi ikke spiller på samme niveau, som han tidligere har gjort. Og denne situation er skabt efter det,« siger Maxi Lopez.

Han havde også muligheden for at få sin ekskone som agent. Men han valgte en anden løsning dengang.

Wanda Nara.
Wanda Nara. Foto: MATTEO BAZZI
Vis mere

»Gode agenter gør forskellen, fordi de ved, hvordan de skal læse situationer som denne. De ved, hvornår de skal presse på, hvornår de skal tale og hvornår de skal tie stille. Jeg mener, at en spiller af hans kvalitet skal repræsenteres af en person, som passer til hans kvalitet.«

»Wanda tilbød også at blive min agent, men nej, jeg har aldrig haft hende som agent. Jeg ville beskytte min familie, jeg ville have harmoni og jeg ville adskille de to ting,« siger Maxi Lopez.

Harmoni har han ikke helt fået endnu. Ikke med sin ekskone og tidligere ven i hvert fald.

Og Mauro Icardi har da også sine problemer at bokse med. Tidligere var han rygtet på vej til store klubber som Real Madrid. Nu er han i unåde i sin klub Inter.