Til april skal den amerikanske fodboldstjerne Alex Morgan føde sit første barn. Kort tid efter vil hun så stå knivskarpt til at repræsentere sit land ved OL i Tokyo.

Så klar er planen for den 30-årige Orlando Pride-spiller.

Det fortæller hun i et interview med CBS News.

»Jeg håber at være tilbage på banen så hurtigt som muligt. Efter fødslen vil jeg slutte mig til landsholdet og begynde arbejdet frem mod OL i Tokyo,« fortæller hun.

Superstjernen har da også rigtig gode erfaringer ved de helt store turneringer.

30-årige Alex Morgan er nemlig kendt som en af verdens bedste kvindelige fodboldspillere og var anfører, da USA ved sommerens VM i Frankrig gik hele vejen og tog guldet.

Her endte Morgan som delt topscorer ved turneringen med seks mål. Hun var desuden også på holdet, da USA i 2012 vandt OL-guld i London, ligesom hun også var med til at vinde VM i 2015.

Derfor har hun heller ikke tænkt sig at slå sig ud af, at hun nu er gravid og derfor skal træne intenst efter fødslen, hvis hun skal nå at blive helt klar.

Her ses Megan Rapinoe (tv.) og Alex Morgan (th.), der er to af USAs største fodboldstjerner.
Her ses Megan Rapinoe (tv.) og Alex Morgan (th.), der er to af USAs største fodboldstjerner. Foto: FRANCK FIFE
Vis mere

»Der findes så mange kvinder, som er kommet tilbage til deres sport efter at have født børn, og der findes så mange, som er i stand til at kombinere et godt familieliv med at udøve idræt på højeste niveau,« siger hun og fortsætter:

»Jeg planlægger at følge i deres fodspor. Jeg kommer til at have min datter med mig, når jeg rejser rundt fra by til by for at spille. Jeg ønsker at fortsætte med sporten, som har fulgt mig igennem hele livet.«

Amerikaneren giftede sig i 2014 med fodboldspilleren Servando Carrasco, der spiller for MLS-klubben LA Galaxy.

Alex Morgan har scoret imponerende 107 mål i 169 kampe for det amerikanske landshold.